Skip to content

3527-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behandling med opbygning og krone og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med opbygning og krone og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 18. november 2010 fik forsynet de rodbehandlede tænder 5,4+ med støbte opbygninger, hvorefter kronerne blev cementeret den 6. december 2010. Den 14. januar 2014 havde patienten smerter og tænderne 5,4+ var let bankeømme. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse. Der blev derfor ordineret antibiotika. Igen den 23. januar 2014 blev der ordineret antibiotika. Ifølge journalen fra den 26. februar 2014 havde patienten ingen symptomer efter antibiotikakurene. Det blev derfor aftalt at afvente situationen. Den 18. juni 2014 blev der konstateret en fistel ved 5+ og patienten blev henvist til specialist for kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 9. juli 2014 blev tanden 5+ kirurgisk rodbehandlet. Den 18. november 2014 var tanden 5+ symptomfri. Den 28. april 2015 blev det konstateret, at tanden 5+ var løs af 3. grad. Røntgen fandtes at vise rodfraktur og tanden blev derfor fjernet den 6. maj 2015. Der er planlagt erstatning af tanden med et implantat.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. oktober 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 5+ i 2010 blev forsynet med støbt stiftopbygning og krone. I begyndelse af 2014 var der tegn på rodspidsbetændelse, der blev behandlet med antibiotika. Efter en periode med symptomfrihed blev tanden den 28. april 2015 fundet løs og røntgen viste en længdegående rodfraktur.

Codan fandt herefter, at frakturen er sket efter almindelig brug af tanden i ca. 5 år efter isætning af stiftopbygning og krone. Rodfrakturen er derfor en følge af grundlidelsen, som har medført, at tanden var en svækket tand.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. oktober 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 5+ mistes som følge af grundlidelsen i form af en svækket tand efter rodbehandling og ikke som følge af den udførte tandbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.