Skip to content

3534-17

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Parietal perforation med tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation med tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der den 30. januar 2009 fik forsynet tanden -6 med en metalkeramisk krone. Den 9. januar 2014 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise caries under kronen. Patienten blev derfor informeret om, at tanden skulle rodbehandles. Kronen blev herefter afmonteret og der blev indledt rodbehandling af tanden samme dag. Den 23. maj 2014 blev rodbehandlingen afsluttet og den 20. juni 2014 blev der cementeret en ny krone på tanden. Ifølge journalen var der seks års garanti på kronen. Den 3. juli 2014 oplyste patienten, at hun havde gener fra tanden ved tygning og okklusion og artikulation blev kontrolleret. Det blev desuden aftalt, at patienten skulle henvende sig igen ved fortsatte gener og den 26. marts 2015 blev der aftalt røntgenkontrol af tænderne -5 og -6. Efterfølgende henvendte patienten sig hos en ny tandlæge den 14. april 2016, hvor der blev taget røntgen af tanden -6. I den forbindelse blev det vurderet, at tanden ikke kunne bevares som følge af en formodet gennembrydning af rodsoklen mellem rødderne.

Patienten søger nu om erstatning for følgerne af skaden, der betyder, at tanden bør fjernes.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6- mistes på grund af overboring i forbindelse med rodbehandling af tanden -6 den 9. maj 2014. Overboring af rodsoklen har med overvejende sandsynlighed medført gennembrydning mellem rødderne med lokal betændelse omkring tanden.

Tryg fandt videre, at den erfarne specialist havde sørget for, at åbningen til rodbehand-lingen ikke var foretaget med overboring i rodsoklen. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået komplikationen med gennembrydning med lokal betændelse førende til tab af tanden. Tanden kunne være forsynet med optimale rodfyldninger efterfulgt af behandling med støbt opbygning og krone.

I øvrigt bemærkede Tryg, at tanden allerede før den første krone blev fremstillet den 30. januar 2009 fremstod med dybt hul jf. røntgen af 27. november 2008, hvorfor behovet for rodbehandling ikke er en skade, men derimod en konsekvens af grundlidelsen, huller og følgetilstandene hertil.

Tryg fandt derfor, at rimelige udgifter til behandling i form af udtagning af tanden og efter heling i 12-14 uger udgifter til erstatning med implantat og krone ved regio -6. Der vil dog være fradrag for udgifter til støbt opbygning svarende til 2.500 kr., som patienten skulle have haft, selv om der ikke var sket en skade.

I brev af 15. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at det fremsendte behandlings-overslag vedrørende udtagning af tand samt erstatning heraf med implantat og krone på i alt 22.491,08 kr. kan godkendes. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Tryg efter færdig behandling.

I brev af 13. januar 2017 traf Tryg afgørelse om, at det godkendte behandlingsoverslag fortsat er godkendt, men gør opmærksom på, som også oplyst i afgørelsen af 13. oktober 2016, at der fortsat er fratræk for en støbt opbygning svarende til 2.500 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 13. januar 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden -6 under alle omstændigheder skulle have været behandlet med en støbt opbygning for at bevares på længere sigt, selv om skaden ikke var sket. Der kan alene tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af den anerkendte skade og ikke for udgifter, som patienten under alle omstændigheder skulle have afholdt. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 2.500 kr.

For så vidt angår patientens spørgsmål til indsættelse af implantat og kørselsudgifter skal nævnet henvise til at tage kontakt til Tryg for afklaring heraf.