Skip to content

3545-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig mand, der den 29. juni 2006 fik påbegyndt rodbehandling af tanden 7- på grund af dyb caries. Den 5. juli 2006 blev rodbehand-lingen fortsat og i den forbindelse knækkede der en rodfil i den fremadvendende yderste rodkanal. Ifølge journalen blev patienten informeret herom og tanden blev derefter rodfyldt samme dag. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise fin rodfyldning. Den 2. februar 2011 blev tanden præpareret til krone på grund af fraktur og der blev taget aftryk. Røntgen fandtes at vise tegn på rodspidsbetændelse, men patienten havde ingen subjektive gener herfra. Den 25. oktober 2016 blev der taget et nyt røntgen og det blev vurderet, at rodspidsbetændelsen havde udviklet sig siden 2011. Der blev derfor stillet en kirurgisk rodbehandling i udsigt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af betændelsen.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. februar 2017 traf Tryg afgørelse om, at patientens erstatningskrav er forældet i henhold til lov om patientforsikring § 19, stk. 2.

Tryg fandt, at skaden er forårsaget den 5. juli 2006 og patientens anmeldelse er modtaget den 8. november 2016.

Tryg fandt derfor, at skaden er forårsaget mere end 10 år før, patienten anmeldte sit erstatningskrav til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. Den 10-årige forældelsesfrist er en absolut frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor skaden er forårsaget. Der kan ikke ses bort fra den 10-årige forældelsesfrist, selv om patienten eventuelt først har fået kendskab til skaden senere i forløbet.

Tryg kan derfor ikke behandle sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. februar 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at et eventuelt krav er forældet, idet rodfilen knækkede den 5. juli 2006 og anmeldelsen først er modtaget den 8. november 2016. Som det fremgår af den dagældende lov om patientforsikrings § 19, stk. 2, løber den 10-årige forældelsesfrist fra den dato, hvor skaden blev forårsaget og ikke fra den dag, hvor man blev bekendt med skaden. Desuden er den 10-årige forældelsesfrist absolut og kan dermed ikke fraviges.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at et eventuelt krav er forældet i henhold til lov om patientforsikring § 19, stk. 2.