3547-17

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende behandlingsbehov er en følge af grundlidelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der var til undersøgelse den 10. oktober 2013 hos den behandlende tandlæge. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ikke havde været til tandlæge i flere år. Ved undersøgelsen blev det konstateret, at tanden +4 manglede tandkronen på grund af hul og der blev registeret hul i den bagudvendende flade på tanden +5. Desuden blev tanden +6 noteret knækket i yderfladen samt med begyndende hul. Der blev taget røntgen af underkæben og det blev vurderet, at tænderne -5 og -7 var udtrækningsmodne. Den 7. november 2013 blev der bl.a. taget røntgen af tanden +5, og det blev noteret, at der var mistanke om hul i den fremadvendende flade. Den 19. november 2013 blev der udskrevet et behandlings-overslag og patienten meldte efterfølgende afbud til behandling den 17. og 24. marts 2014. Den 1. juli 2014 var patienten til en fornyet undersøgelse og efterfølgende blev flere tænder behandlet for huller. Den 2. september 2014 blev tanden +5 behandlet med en gennemgående plastfyldning i tygge- og mellemrumsflader. Desuden blev tanden +6 behandlet med en plastfyldning for hul i den fremadvendende flade. Tænderne -5 og -7 blev trukket ud den 28. oktober 2014, mens tanden 6+ (5+ ?) blev trukket ud den 1. december 2014. Den 6. januar 2015 blev tænderne +4 og 4- trukket ud. Den 19. marts 2015 blev der præpareret og taget aftryk til bro +4,5,6 og den 31. marts 2015 blev der cementeret en metal-keramisk bro på tænderne +5 og +6 med et altanled fremad for tanden +4. Den 29. april 2015 blev der præpareret og taget aftryk til bro 6,5,4- og den 13. maj 2015 blev der cementeret en metal-keramisk bro på tænderne 6- og 5- med et altanled fremad for tanden 4-. Patienten var herefter til undersøgelse hos anden tandlæge den 4. februar 2016, hvor det blev noteret, at patienten havde ømme tygge-muskler samt kæbeledsknæk i højre side. Desuden blev der noteret muskelspændinger, formodentlig på grund af nakken på grund af klaverspil. Det blev videre konstateret, at der i højre side ikke var kontakt længere bagud end tænderne 4+ og 5,4-. Desuden manglede der kontakt mellem tænderne 7+ og 6- og det blev noteret, at flere bidkontakter i højre side ville afstøtte kæbeleddet bedre. Den 21. august 2016 blev broen regio 6-,5- og 4- fjernet og den 5. oktober 2016 blev der cementeret en ny fuld keramisk bro på tænderne 6- og 4-. Den 19. oktober 2016 henvendte patienten sig, da broen +,5,6 føltes løs. Tænderne +5 og +6 blev røntgenfotograferet og den 24. oktober 2016 blev det konstateret, at broen +4,5,6 var løs, hvorfor broen blev løftet af den 3. november 2016. I den forbindelse blev det konstateret, at tanden +5 var knækket vandret i tandhals-området. Det blev derfor besluttet at rodbehandle tanden og isætte en rodstift. Tanden blev derfor rodfyldt samme dag med rodkanallængder på 15 og 17 mm og der blev taget røntgen heraf.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til omgørelse af arbejdet inkl. de nødvendige ting, der måtte vise sig nødvendige at få lavet i undermunden, så der kan komme støtte på ekstensionsleddet og den brodel, der bærer ekstensionsleddet.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen. I den forbindelse fandt Tryg, at udgangspunktet var, at patienten havde et stort behandlingsbehov den 10. oktober 2013, hvor han henvendte sig hos tandlægen efter flere års tandplejepause.

Tryg fandt derfor, at årsagen til, at broen løsnedes samt at tanden +5 brækkede, overvejende sandsynligt kan tilskrives, at tanden +5 allerede den 7. november 2013 var svækket af grundlidelse, altså huller. I den forbindelse er der lagt vægt på, at røntgen fra den 7. november 2013 viser tanden +5 med en gennemgående amalgamfyldning med hul under i begge mellemrumsflader. Endvidere ses tanden +6 med en amalgamkrone og hul under denne i den fremadvendende flade.

Tryg fandt herefter, at hullerne i tænderne +5 og +6 med overvejende sandsynligt er forværret på de 10 måneder, der gik fra den 7. november 2013 og frem til, at de blev behandlet den 1. juli 2014.

Tryg fandt videre, at broen fra den 31. marts 2015 ikke holdt, fordi tænderne var for svækkede til at kunne være bropiller. Dette skyldes, at tanden +5 allerede den 7. november 2013 var så svækket af huller, at en renboring da ville have reduceret tandstubben så meget, at tandens mulighed for at yde stabilitet og hæfte for en krone eller bro var for lille og svag. Tanden +6 bestod da af 80% amalgam og var tilsvarende meget svækket, fordi tandstubben efter renboring var lav. Derfor var tandstubben +6 svækket i forhold til at yde stabilitet og hæfte for en krone eller bro.

Tryg fandt således, at behandlingen af tænderne skete med 10 måneders forsinkelse, hvorfor svækkelsen af tænderne overvejende sandsynligt blev større og tanden +5 knækkede ved belastningen. Dette må anses for at være forudsigeligt, fordi den allerede før renboring bestod af en tynd kerne i centrum af tandstubben.

Tryg fandt videre, at behandlingsbehovet den 3. november 2016, hvor tanden +5 blev rodfyldt med rodkanallængder på 15 og 17 millimeter, med overvejende sandsynlighed er uændret. Behovet for rodstift forankring ligeså. Dette skyldes, at svækkelsen af tanden +5 allerede i november 2013 eller i hvert fald den 1. juli 2014 var så stor, at rodbehandling og rodstift var nødvendig for at kunne restaurere tanden +5 solidt og permanent. Rodstiftforankring var nødvendig for at opnå tilstrækkelig højde af den bærende bropille på tanden +5, hvorved den nødvendige stabilitet og hæfteflade, der altså manglede i den naturlige og svækkede tand, retableredes.

Tryg fandt på den baggrund, at behandlingen med bro vedr. tænderne +4,+5 og +6 kan omgøres på samme præmisser som i 2015. I den forbindelse lægges der vægt på, at rodbehandling og rodstiftforankring af tanden +5 er udskudt, fordi behandlingen kan ske på samme vilkår. Hvorvidt brobehandling er forudsigeligt holdbar med den nuværende betanding i underkæben findes at være en vurderingssag. Endvidere vurderes det, at de manglende tænder -5,-6 og -7 skyldes tandtab som følge af grundlidelse huller. Desuden vurderes det, at behandling med ny bro i overkæben eller alternativt behandling for den manglende tand +4, eksempelvis med implantatbåret krone, fornyet kronebehandling af tænderne +5 og +6 samt rekonstruktion af tandmanglen -5,-6 og -7 alle er behandlings-alternativer af grundlidelse, det vil sige huller. Behandling af grundlidelse er ikke omfattet af loven.
Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. december 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden +5 mistes som følge af grundlidelsen i form af en stærk svækket tand. Den behandling, der nu skal udføres, er derfor en følge af grundlidelsen og ikke af den udførte brobehandling. Det forhold, at der blev lavet en anden behandling, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

For så vidt angår de øvrige tænder finder nævnet, at det nuværende behandlingsbehov dels udgøres af omgørelse af tidligere behandlinger, hvilket ikke udgør skader i lovens forstand, dels er en følge af grundlidelsen caries og ikke en følge af den udførte behandling eller mangel på samme. At en behandling er udskudt, er ikke en skade i lovens forstand, når behandlingen er den samme, som oprindeligt skulle have været udført.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår patientens eventuelle krav om tilbagebetaling af honorar for den oprindelige behandling skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor de påklagede behandlinger blev udført.