Skip to content

3490-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfile og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfile og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der efter det oplyste har gået til undersøgelse hos tandlægen fra 1990 og frem til 2015. Ifølge det oplyste er papir-journalen gået tabt på grund af vandskade, så der foreligger alene journal fra 2003 og frem, men tandlægen har i perioden fra 1990 til 2003 rodbehandlet tanden 6- med fraktur af rodfile. Den 21. september 2006 blev der taget røntgen af tanden 6-. Den 3. august 2012 blev tanden 6- penslet med tandbens lim, Gluma. Den 4. maj 2016 var patienten hos en anden tandlæge, som tog røntgenbillede af tanden 6-. I den forbindelse blev der anbefalet fjernelse af tanden 6-, da der var rodspidsbetændelse og efterladte rodfile i tanden 6-. Patienten blev informeret herom og accepteret fjernelse af tanden. Tanden blev derfor fjernet operativt samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for fjernelse af tanden, røntgenoptagelser m.m.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. oktober 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt videre, at en knækket rodfil kan udgøre en skade i lovens forstand, såfremt det har medført negative konsekvenser for tanden. En knækket rodfil kan dog også fungere som fuldgyldig rodfyldning uden betændelse.

Tryg fandt herefter, at røntgenbillederne fra 4. maj 2016 dokumenterer de knækkede rodfile, men derimod ikke, at der er rodspidsbetændelse på tanden 6-. Endvidere er dimensioneringen af de knækkede rodfile overensstemmende med rodkomponenternes størrelse og tykkelse. Det samme gælder for rodstifterne i tanden 6-, som ikke har nærhed til gennembrud af rodvæggen og ikke har tegn på at være udspring for revnedannelser.

Tryg fandt videre, at røntgenbillederne viser en rodhindespalte, som er intakt, på nær ved den bagerste rod, hvor der muligvis kan anes en lille udvidelse. Udvidelsen kan være aftegningen af et marvrum i et meget knogletæt område, hvilket også er tilfældet for rodspidserne af tænderne 8,7-.

Tryg fandt desuden, at der heller ikke i journalerne er journaliseret symptomer fra tanden 6- eller anført sygdomsfund i munden ved tanden 6-. Endvidere fremgår det ikke, at tanden 6- skulle være knækket. Såfremt tanden 6- var knækket, er det med overvejende sandsynlighed udtryk for et træthedsbrud af en svækket tand.

Tryg fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at de knækkede rodfile ikke har forårsaget en skade og tanden 6- blev fjernet som følge af behandling af grundlidelse. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. oktober 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder ud fra sagens oplysninger, at de knækkede rodfile ikke har medført en skade i lovens forstand, idet røntgenbilledet fra 4. maj 2016 ikke dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden 6-. Tanden mistes således ikke som følge af de knækkede rodfile.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Hvis patienten ønsker, at der skal tages stilling til, hvorvidt udtrækningen af tanden 6- er en skade i lovens forstand, skal der indgives ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.