Skip to content

3557-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for rodbehandling og ny rodbehandling. Udskudt behandling og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for rodbehandling og ny rodbehandling. Udskudt behandling og omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig mand, der den 5. oktober 2011 fik behandlet tanden -6 med en fyldning på grund af smerter. Den 13. august 2012 blev tanden 6- behandlet med en fyldning på grund af dyb caries. Den 24. oktober 2012 blev der taget røntgen, som fandtes at vise betændelse ved tanden 6-. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden 6- den 3. november 2012, som blev afsluttet med en rodfyldning den 26. november 2012. Den 5. juni 2013 blev der noteret obs for lille fistel ved 6-. Den 19. september 2014 var fyldningen i tanden -6 tabt og der blev behandlet med en plastfyldning. Den 10. november 2014 blev tanden 6- behandlet med en ny plastfyldning. Den 16. marts 2015 blev der taget oversigtrøntgen og ifølge journalen var der intet at bemærke. Den 10. juni 2016 skiftede patienten tandlæge, som fandt en fistel på tanden 6-’s yderside. Desuden var der omfattende betændelse ved tanden -6, som derfor skulle rodbehandles.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. november 2016 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Tryg fandt vedrørende tanden 6-, at røntgen viser tanden med korte rodfyldninger i tre af tandens rodkanaler. Røntgen dateret den 10. juni 2016 viser, at betændelsesprocessen var blevet væsentligt mindre, men klinisk ses der hos ny tandlæge en fistel ud for tanden.

Tryg fandt derfor, at rodbehandlingen af tanden 6- skal laves om, således at denne når et niveau med tandrodens afslutning. Omgørelse er ikke omfattet af loven, idet der ikke er tale om en skade. Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Regionstandlægenævnet.

Tryg fandt videre, at vedrørende tanden -6 udviklede denne betændelse, som ikke blev diagnosticeret den 16. marts 2015. Røntgen dateret den 7. oktober 2016 viser tanden rodfyldt i tandens tre rodkanaler.

Tryg fandt i den forbindelse, at for at der er sket en skade, skal den manglende behandling have haft negative konsekvenser for tanden. Den behandling, som skulle være lavet den 15. marts 2015, er den samme som den rodbehandling, der blev lavet i oktober 2016. Dermed er der tale om gennemførelse af en udskudt behandling og til en sådan kan der ikke ydes erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. november 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 6- kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

For så vidt angår tanden -6 finder nævnet, at den rodbehandling, der blev lavet i oktober 2016, svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført. Der er således tale om udskudt behandling, hvilket ligeledes ikke er en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.