Skip to content

3582-17

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Stiftudboring

Beskrivelse:

Parietal perforation ved stiftudboring med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation ved stiftudboring med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der den 20. august 2007 fik udboret tanden 4+ til stift. Der blev herefter installeret en rodkanalforankret stift i titanium og den 23. august 2007 blev tanden opbygget i plast. Efterfølgende er tanden blevet restaureret med en metal-keramisk krone den 30. september 2009. Den 17. august 2011 henvendte patienten sig med tabt krone 4+ og knækket stift. Der blev isat en ny stift og lavet en lille opbygning på de to stifter den 18. august 2011. Den 1. juli 2014 henvendte patienten sig med tabt krone, som blev recementeret samme dag. Igen den 3. december 2014 henvendte patienten sig med tabt krone. Der blev fjernet en knækket stift og lavet stiftudboring i to kanaler samt cementeret to nye stifter og lavet en plastopbygning. Den 25. marts 2015 blev det blandt andet noteret i journalen, at tanden 4+ havde en ringe prognose. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 26. juni 2015 diagnosticeret gennembrydning af roden på tanden 4+. Tanden skal derfor fjernes og erstattes med implantat og krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. december 2016 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden 4+ med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte stiftudboring, hvorved der er sket en skævboring med gennem-brydning af roden. Bedst mulig behandling havde indebåret, at rodkanalens anatomi var blevet respekteret, således at der ikke var sket en skævboring med gennembrydning af roden til følge. Behandlingen har således ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt videre på baggrund af en flertalsvurdering, at den udførte rodstiftforankring samt krone på tanden 4+ ikke er honorarværdig, hvorfor omgørelsesudgiften i forbindelse med den tidligere udførte behandling skal refunderes ordningen. Mangelsansvarsbeløbet vedrørende stiftopbygning og kronebehandling er herefter fastsat til 5.793 kr.

Patienten er herefter berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med fjernelse af tanden 4+ samt erstatning heraf med implantatbåret krone. Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter 32.594,34 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. december 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at der er sket en skævboring med gennemboring ved behandlingen i 2007 og at hele stiften ikke er blevet fjernet ved behandlingen i december 2014. I den forbindelse viser vedlagte foto en stift, der er placeret midt i mellem de to rødder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.