Skip to content

3589-17

Skadetype: Skade på rod - Boreskade
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Gennemboring af tand i forbindelse med rodbehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Gennemboring af tand i forbindelse med rodbehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der den 13. april 2015 fik indledt kronebehandling af tanden 6+ på grund af fraktur. Der var dog apikal opklaring og pt. blev informeret om eventuel behov for rodresektion. Efterfølgende blev kronen monteret den 30. april 2015. Patienten henvendte sig den 21. juni 2016 på grund af følsomhed fra tanden 6+. Røntgen fandtes at vise ingen forandringer. Den 31. august 2016 blev der på røntgen konstateret rodspidsbetændelse på tanden, hvorfor tanden skulle rodbehandles. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 19. september 2016, som blev fortsat den 28. september 2016. I den forbindelse skete der en gennembrydning af tanden ved røddernes forgreningspunkt under bearbejdningen af rodkanalerne. Røntgen fandtes at vise rodfile, der gennembrød tanden. Den 10. oktober 2016 blev der efter oplukning konstateret en stor parietal perforation mellem de faciale rødder og prognosen for tanden fandtes at være dårlig. Tanden burde fjernes og erstattes med et implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat med krone, da tanden ikke står til at redde som følge af gennembrydningen af rodkanalen.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. januar 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden 6+ som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen den 31. august 2016 dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden 6+, der var bevaringsværdig. Der var således indikation for rodbehandling. Røntgen af den 28. september 2016 dokumenterer gennembrydning af tanden 6+ med rodinstrumenter. Røntgen af den 10. oktober 2016 viser betydelig tab af tandsubstans samt en større gennembrydning af tanden, der ikke kan bevares længere.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at man inden indledning af rodbehandlingen havde afmonteret kronen på tanden 6+ for derved at få et bedre overblik over tanden samt indgangene til rodkanalerne. Den erfarne specialist havde ligeledes i forbindelse med rodbehandlingen undladt at sætte rodinstrumenterne helt så langt ned i tanden, inden der blev taget røntgenoptagelse. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der skete gennembrydning af tanden og tanden kunne dermed været blevet bevaret.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til behandling i form af fjernelse af tanden 6+ samt erstatning af denne med et implantat. Der vil dog være fradrag for sparede udgifter til rodbehandling 3.500 kr., opbygning 1.500 kr. og krone 5.500 kr. Årsagen er, at patienten ville have haft disse udgifter for at bevare tanden på lang sigt, hvis skaden ikke var sket. Fradraget udgør således skønsmæssigt 10.500 kr. og kan blive justeret ved den endelige opgørelse af skaden.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 13. januar 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det har været i overensstemmelse med bedst mulig behandling at indlede rodbehandling af tanden 6+ igennem kronen. Bedst mulig behandling havde dog tilsagt, at der ikke var sket gennemboringen af tanden.

Nævnet finder herefter, at der ikke skal foretages fradrag for opbygning og krone på i alt 7.000 kr. i erstatningen.