Skip to content

3565-17

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Bløddelsskade
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Andet operativt indgreb

Beskrivelse:

Forsøg på knogleopbygning med tab/ tilbagetrækning af tandkød til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Forsøg på knogleopbygning med tab/ tilbagetrækning af tandkød til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 28-årig kvinde, der ved anden tandlæge fik indledt operation i regio 1+ med henblik på indsættelse af et implantat regio 1+. I den forbindelse blev der konstateret manglende knogle og patienten blev henvist til den behandlende tandlæge for en knogleopbygning. Herefter skulle der indsættes et implantat i regio 1+. I perioden fra september 2011 og frem blev der i alt gennemført 4 knogleopbygninger ved regio 1+ hos den behandlende tandlæge. Desuden blev der foretaget en operation med blødvævstransplantation samt en operation med indsættelse af implantat. Den 23. januar 2015 blev implantatet fjernet. Det blev i den forbindelse konstateret, at det ikke var muligt at gennemføre behandlingen, hvorfor der planlægges brobehandling med tænderne 2+ og +1 som bropiller. Tænderne 2+ og +1 fremstår nu med blottede rodoverflader som følge af tilbagetrukket tandkød.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter til medicin, indkomsttab, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. januar 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab/ tilbagetrækning af tandkød som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at behandling med knogleopbygninger af horisontal karakter har en kendt og sikker prognose, mens knogleopbygninger af vertikal karakter har en usikker prognose. Det fremsendte journalmateriale beskriver ikke hvilken type, der er foretaget.

Tryg fandt herefter, at behandling ved den erfarne specialist havde indebåret en beskrivelse heraf i journalen. Endvidere beskriver journalen ikke et fuldt informeret samtykke med angivelse af risiko for komplikationer, forventelige bivirkninger, prognose eller behandlingsalternativer. Behandling ved den erfarne specialist havde indebåret, at der inden operationerne var tilvejebragt et informeret samtykke, således at patienten tidligere kunne vælge en alternativ behandling og på den måde have minimeret eller helt undgået tilbagetrækning af tandkødet.

Tryg fandt dog, at der ikke er sket en skade i forhold til manglende succes med behandling med knogleopbygning og implantat 1+. Når en tand skal erstattes, kan den erstattes med aftagelig delprotese, ætsbro, konventionel bro eller implantat med krone. Der er i dette tilfælde valgt en strategi med implantat og krone, men denne behandling har vist sig umulig at gennemføre. Der er nu planlagt erstatning af tanden 1+ med en bro/ ætsbro.

I den forbindelse fandt Tryg, at behandlingen med bro/ætsbro på det foreliggende grundlag kan fremstilles under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er dermed ikke sket en erstatningsberettigende skade, idet behandlingen svarer til den oprindelige behandling.

Tryg fandt herefter, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 5%. I den forbindelse har Tryg lagt vægt på, at den fremsendte fotodokumentation af patientens blødvævstab/ ar ved tænderne 2+ og +1 viser, at tilbagetrækningen af tandkødet er synlige ved smil grundet smileliniens placering, men ellers er det ikke synligt. Patienten er således berettiget til 43.000 kr. i godtgørelse for varigt mén.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke var berettiget til anden erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. januar 2017, men med en ændret begrundelse herfor.

Nævnet finder, at behandlingen ikke har været bedst mulig, da man skulle have undgået gentagelse af behandlingen tredje og fjerde gang, hvilket med overvejende sandsynligt har medført en skade i lovens forstand.

Nævnet finder videre, at behandlingen med ætsbro er den korrekte faglige behandling af den nuværende situation. Hvis udgiften til behandlingen med ætsbro overstiger udgiften til den oprindelige forventede udgift til implantatbehandling regio 1+, kan behandlings-overslag fremsendes til Tryg med henblik på vurdering af, om der kan tilkendes erstatning herfor.