Skip to content

3597-17

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Tab af knogle
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Tandudtrækning og implantatbehandling med efterfølgende tab af knogle til følge. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Tandudtrækning og implantatbehandling med efterfølgende tab af knogle til følge. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der henvendte sig den 5. august 2011 til den behandlende tandlæge. Ifølge journalen havde patienten tidligere fået lavet knogleopbygning omkring tanden +1, men opbygningen måtte fjernes. Ifølge journalen blev der udført en kirurgisk behandling den 5. oktober 2011, og den 25. oktober 2011 var patienten til kontrol, hvor man fjernede trådene. Det blev noteret, at der var fin heling, men at tandkødet ved implantatet regio +2 havde trukket sig. Desuden var knoglen i gang med opheling. Den 21. december 2011 blev der isat implantater ved tænderne 1+1. Den 21. februar 2012 blev der foretaget knogleopbygning som erstatning for et stort, tabt knoglefæste ved +1 og +2. Ifølge journalen fra den 16. april 2012 skulle implantatet regio +1 fjernes, således at der kunne opnås heling ved regio 1+. Den 20. juni 2012 blev der udført et kirurgisk indgreb. Den 26. juni 2012 blev der lagt yderligere to tråde og patienten skulle skylle med Klorhexidin. Den 6. juli 2012 blev der taget aftryk til en smileprotese regio +1,2. Den 20. november 2013 blev der noteret god heling ved +1 og at det skulle overvejes at isætte et nyt implantat regio +2. Ifølge journalen fra den 12. marts 2014 kunne tanden 1+ ikke bevares og der blev planlagt knogleopbygning med knogle fra hagen og senere indsættelse af implantater regio 1+,+1,+2. Der blev herefter foretaget knogleopbygning med knogletransplantation med knogle fra hageregionen den 4. februar 2015. Efterfølgende opstod der en blottet knogle i opbygningsområdet og et kirurgisk behandlingsforsøg lykkedes ikke. Patienten fik derfor efterfølgende fjernet den løstsiddende blottet knogle af anden tandlæge. Desuden blev der senere lavet en implantatbehandling med en implantatbåret bro fra 1+ til +2 og behandlingsforløbet blev afsluttet.

Patienten søger nu om erstatning for fejlbehandling, taleproblemer, ansigtet hænger, tab af livskvalitet og socialt liv samt massive unødige smerter.  

1. instans afgørelse:

I brev af 20. januar 2017 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 45.893,69 kr. i erstatning inkl. renter svarende til i alt 265,25 kr.

Tryg fandt, at patienten er berettiget til erstatning for transportudgifter svarende til den kørsel, som patienten har haft i perioden fra den 17. juni 2015 og frem, da denne transport har været som led i den skadesudbedrende behandling. Patienten er således berettiget til 1.073,08 kr. i erstatning for afholdte kørselsudgifter.

For så vidt angår patientens transport for perioden fra den 5. august 2011 og frem til den 17. juni 2015 fandt Tryg, at transportudgiften skyldes selve behandlingen af grundlidelsen, behov for implantatbehandling og ikke den anerkendte skade.

Tryg fandt videre, at selv om den skadesudbedrende behandling kan medføre midlertidige smerter, som kan dækkes ved et normalt forbrug af f.eks. Panodil eller Ipren, kan udgiften hertil ikke i sig selv medføre en udgift på 800 kr.

Tryg fandt derfor, at patienten er berettiget til en skønsmæssig erstatning for smertestillende medicin svarende til 500 kr.

Tryg fandt desuden, at regningerne på 21.000 kr. og 2.891,84 kr. omhandler behandlingen af selve grundlidelsen, behov for implantatbehandling. Da disse udgifter er en følge af grundlidelsen og ikke den skadesudbedrende behandling, kan disse udgifter ikke deles.

Tryg fandt herefter, at for så vidt angår de øvrige regninger på i alt 64.055,35 kr. er der tale om en skadesudbedrende behandling. Som oplyst i afgørelsen af 3. oktober 2016 vil der være fradrag for sparede udgifter til behandlingen af tanden +1 svarende til 21.000 kr. Patienten er derfor berettiget til 43.055,353 kr. i erstatning, som forrentes fra den 24. december 2016.

Tryg fandt endvidere, at selv om den skadesudbedrende behandling kan opleves smertefuld, så er den ikke i sig selv egnet til at medføre så massive smerter, at det kan medføre en egentlig sygemelding. Patienten er derfor ikke berettiget til godtgørelse for svie og smerte.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 20. januar 2017, som anført nedenfor.

Efter en samlet vurdering af skadesforløbet og de gener, som dette har medført, finder nævnet, at der kan tilkendes patienten en skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte på 10.000 kr.

For så vidt angår kørselsudgifter finder nævnet, at der ikke kan tilkendes yderligere erstatning. Der kan alene tilkendes erstatning for kørselsudgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling.

En eventuel tilbagebetaling – helt eller delvist - af honoraret 21.000 kr. for implantatbehandlingen foretaget på Hamlet i 2011 kan ikke ske i forbindelse med behandlingen af nærværende ankesag. Hvorvidt tilbagebetaling kan komme på tale, er nævnet derfor afskåret fra at udtale sig nærmere om, men en tilbagebetaling forudsætter under alle omstændigheder, at patienten retter henvendelse direkte til Hamlet herom.