Skip to content

3609-17

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Kæbefraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende fraktur af kæben til følge og smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende fraktur af kæben til følge og smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der den 23. september 2013 fik taget tanden 8+ ud i fuld bedøvelse. I den forbindelse medfulgte en del af den ganevendende kæbeknogle og der var ingen kommunikation til kæbehulen. Ved udtagning af den ganevendende rod af tanden 7+, som blev spaltet og delt i rodkomplekset, medfulgte enden et stykke af den ganevendende kæbeknogle. Den bagudvendende rod blev taget ud og det blev noteret, at den fremadvendende rod af tanden 7+ havde tæt relation til tanden +6. Roden blev efterladt, idet den var rodbehandlet og uden sygelige forandringer. Ved anlæggelse af sårhage opstod der kommunikation til fedtlegemet i kinden, som derefter sank ned i operationsområdet. Fedtlegemet blev lagt tilbage til normal anatomisk lokalisation og der blev ordineret antibiotika og skylning med Klorhexidin i 7 dage. Ved kontrol den 26. september 2013 blev det noteret, at patienten var moderat smerteplaget og generet af eftervirkningerne efter behandlingen. Patienten havde smerter i begge sider, dog mest i venstre side. Der blev konstateret normal heling og behandlingsforløbet blev gennemgået og forklaret, da patienten ikke havde erindring om den givne forklaring på behandlingsdagen. Patienten blev desuden informeret om den efterladte rod regio 7+. Patienten blev udskrevet til videre behandling hos egen tandlæge for opfølgning. Det blev videre noteret, at der skulle anmodes om udredning af patientens smertestatus, hvis smerterne fortsatte til efterfølgende konsultation. Patienten blev i den forbindelse informeret om, at der enten var tale om bidfunktionelt inducerede gener fra muskulaturen, alternativt idiopatiske/ neuropatiske smerter fra tindingeområdet. Den 8. oktober 2013 havde patienten stadig mange smerter fra tindingeområdet i højre side ved tygning, hvorfor smertebilledet skulle udredes. Den 25. oktober 2013 meldte patienten afbud til behandling. Den 8. november 2013 blev der fulgt op på komplikationerne i forbindelse med tandbehandlingen og de efterfølgende smerter. Ifølge journalen havde patienten ikke taget smertestillende i 3 uger og var smertefri i højre side. Der var gener fra tindingeregionen i begge sider, ca. 3 cm. fra øjenkrogen, hvorfra patienten af og til oplevede spontant opståede smerter og føleforstyrrelser, men det var aftagende. Sammenbiddet blev vurderet som værende fast og stabilt og der var generelt slid og affladning af tyggeflade relieffet. Der var pæn heling i området regio 8,7+, men tydeligt omfattende tab af kæbeknogle. Der var desuden let ømhed i omslagsfolden i området regio 8,7+. Desuden kunne der erkendes ømhed ved flere tyggemuskler og kæbeleddet var uden gener. Det blev konkluderet, at der fortsat var bedring, og at der ikke var nogen grund til at anmelde forløbet. Det kunne dog ikke udelukkes, at der var sket en skade på en mindre gren af nervus facialis i forbindelse med håndteringen af kindens fedtlegeme. Patienten meldte afbud til de opfølgende kontroller den 10. april og den 23. maj 2014. Ifølge journalen fra den 16. juni 2014 havde der været tilbagevendende gener fra et område fra øjenkrogen og til et område bag øjet. Smerterne varierede i intensitet og kunne være brændende og patienten havde taget smertestillende medicin, når generne var værst. Det blev videre noteret, at der var pæn heling svarende til regio 8,7+, men der manglede et relativt stort stykke af kæbekammen. Der ved let ømhed ved berøring i området og ved gennemføling af tyggemusklerne var der udtalt ømhed i såvel højre som venstre side. Desuden var der udtalt slid på små og store kindtænder, som udelukkende deltog i sammenbiddet. Der var ingen sammenbid på fronttænder. Det blev overvejet at behandle med reflex-frigørende stabiliseringsskinne for at få afklaring af, om skinnen ville kunne mindske slid og aflaste belastningen på musklerne. Det blev konkluderet, at patientens gener primært skyldes uvaner og manglende sammenbid i fronten. I perioden fra den 17. november 2014 og frem til den 1. februar 2016 meldte patienten afbud til behandling i alt 11 gange. Den 9. februar 2016 blev det noteret, at patienten ikke havde smerter fra tandsættet. Der var let ømhed ved gennemføling ved tindingemusklen i højre side og patienten havde haft hovedpine efter tandbehandlingen i fuld narkose. Hovedpinen var centreret omkring højre side i tindingen og der kunne opstå murrende smerter i liggende stilling. Den 23. februar 2016 blev det noteret, at der skulle foretages en vurdering af føleforstyrrelserne hos en specialtandlæge. Den 11. april 2016 blev det noteret, at der fortsat var smerter fra højre kind. Den 13. maj, 3. juni og 14. juni 2016 meldte patienten afbud til behandling. Den 12. september 2016 blev patienten undersøgt af specialtandlægen, som noterede, at patienten havde periodiske smerter/ ømhed af varierende karakter i højre side af overkæben. Der var ingen trykømhed, ingen føleforstyrrelser, ingen asymmetri eller hævelsen hverken udenfor eller indenfor munden. Der var dog kraftig ømhed af kæbemusklen i højre side. Røntgen fandtes at vise normal kæbehule og ingen patologi omkring tænder og/eller kæbeknogle. Det blev herefter konkluderet, at der var tale om muskulære symptomer i form af overbelastning af højre kæbemuskel på grund af åbent bid og manglende støttezoner i højre side. Der blev anbefalet bidskinne til overkæben. Den 13. september og 28. september 2016 meldte patienten afbud til behandling. Den 9. november 2016 blev det aftalt at forsøge med en bidskinne, hvilket måtte vente, da patienten ikke var klar til behandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter til medicin samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. januar 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af afbrækning af kæbeknogle i ganens højre side samt kommunikation til fedtlegemet i kinden i højre side som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde frilagt tænderne i kæben. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der skete afbrækning af kæbeknogle.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til skadesudbedrende behandling.

Tryg fandt dog, at ømheden/ smerten ved øjnene og i tyggemuskulaturen med over-vejende sandsynlighed ikke er en følge af behandlingen, men derimod skyldes grund-lidelsen, bidfunktion med manglende støttezoner og slid af tænderne med deraf følgende overbelastning af muskulaturen. Denne overbelastning medfører, at der periodevis kan opstå smerter i tyggemuskulaturen.

Tryg fandt derfor, at det således ikke er tandbehandlingen, der har forårsaget smerterne, men patientens bid og den måde, hun tygger sammen på (parafunktioner). Der er således ikke sket en skade i henhold til loven.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. januar 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at patientens nuværende smerter er en følge af den anerkendte skade, men derimod svarer til grundlidelsen i form af uforklarlige smerter i højre overkæbe igennem 10 år.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i form af afbrækning af knogle i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Nævnet tiltræder endvidere, at patientens gener og smerter ikke giver grundlag for erstatning eller godtgørelse for varigt mén.