Skip to content

3632-17

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries med efterfølgende nerveskade til følge. Den skadesudbedrende behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries med efterfølgende nerveskade til følge. Den skadesudbedrende behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 8. juli 2016 med smerter fra tænderne -6 og -7. Der blev taget røntgen samt ordineret antibiotika. Patienten henvendte sig igen den 20. juli 2016 med fortsatte smerter fra tanden -7. Der blev igen taget røntgen og der fandtes behov for rodbehandling af tanden. Patienten ønskede imidlertid fjernelse af tanden i stedet, hvorfor tanden blev fjernet samme dag. Ifølge journalen blev der anvendt Xyloplyin og Septanest som lokalbedøvelse og tanden blev fjernet ved en almindelig tandudtrækning med fjernelse af tandkronen og rødderne. Desuden blev der efterladt 1 mm af den forreste rod, da det ikke var muligt at få den med ud. Det blev endvidere noteret, at der i forbindelse med fjernelse af tanden -7 var sket en skade på tanden -6, da en del af plastfyldningen var knækket af. Den 25. juli 2016 kontaktede patienten igen tandlægen og oplyste, at der var smerter fra tanden -6. Samme dag opsøgte patienten en anden tandlæge, som fandt, at der var tør knogle ved resten af tanden -7 og der blev ilagt smertestillende medicin. Desuden blev patienten anbefalet kronebehandling af tanden -6 og fortanden blev pudset. Den 27. juli 2016 henvendte patienten sig til en ny tandlæge med fortsatte smerter efter fjernelsen af tanden -7. Det blev konstateret, at der var efterladt et stykke af den forreste rod, og at der var knækket noget af plastfyldningen i tanden -6, hvor der desuden var caries. Den 29. juli 2016 blev den efterladte rod fra tanden -7 fjernet og cariesangrebet i tanden -6 blev behandlet. Ifølge journalen var cariesangrebet meget dyb og med tæt kontakt til tandnerven, hvorfor tanden skulle behandles med et indlæg, da en plastfyldning ikke ville kunne holde. Der blev herefter lavet en ny plastfyldning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling af tænderne -6, og -7, godtgørelse for svie og smerte for perioden 20. til 29. juli 2016 samt godtgørelse for varigt mén som følge af en nerveskade i forbindelse med behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. maj 2017 traf Tryg afgørelse om, at det modtagne behandlingsoverslag af 24. marts 2017 vedrørende kronebehandling af tanden -6 ikke kan godkendes.

Tryg fandt, at tanden -6 under alle omstændigheder skulle have været kronebehandlet for at være bevaringsværdig på sigt. Det opståede behov for krone skyldes derfor forhold ved selve tanden og ikke den anerkendte skade i form af behov for plastfyldning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. maj 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at hvis cariesangrebet i tanden -6 var blevet opdaget tidligere i forløbet, ville korrekt behandling heraf under alle omstændigheder have været en krone og ikke blot en plastfyldning, da tanden i forvejen var behandlet med så meget plast, at en krone ville være nødvendig.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgifterne til en krone på tanden -6.