Skip to content

3640-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der den 20. juli 2016 fik konstateret rodspidsbetændelse på tanden 6+. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden den 12. oktober 2016, som blev fortsat den 26. oktober 2016. Der blev lokaliseret og udrenset i tre kanaler. Efterfølgende blev der taget røntgen som viste en knækket rodfil i den fremad- og kindvendende kanal. Patienten blev informeret herom og rodbehandling-en blev udsat. Den 5. december 2016 var tanden smertefri og blev derfor rodfyldt i alle tre kanaler. Patienten blev informeret om muligheden for kirurgisk rodspidsamputation ved symptomer. Den 27. december 2016 henvendte patienten sig med en tandbyld ud for tanden 6+, der blev drænet for betændelsen. Desuden blev der ordineret antibiotika. I den forbindelse blev patienten anbefalet revision af 5+ eller retrograd rodfyldning af 5+ og evt. 6+. Patienten ønskede at overveje behandlingen. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 10. januar 2017 konstaterede fortsat rodspidsbetændelse. Den 17. januar 2017 blev patienten henvist til Tandlægeskolen for CBCT-scanning for at se, om der var en fremad- og ganevendende kanal. Der blev derfor foretaget en CBCT-scanning på Tandlægeskolen den 6. februar 2017, hvor det blev konstateret, at den fremad- og ganevendende kanal ikke var rodfyldt. Der kunne ses mindre rodspidsbetændelse på den bagudvendende rod samt på det fremadvendende rodkompleks.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling på grund af mislykkede rodbehandling. Desuden søges om erstatning for smerterne som følge heraf.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. maj 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at det ikke kan udelukkes, at rodspidsbetændelsen skyldes den manglende behandling af den fremad- og ganevendende kanal. En 6+ tand har i de fleste tilfælde en 4. kanal. Da denne ikke er forsøgt fundet og derfor ikke er behandlet, er dette en behandling, der skal foretages for at behandle rodspidsbetændelsen. Det er således en behandling, der skulle have været foretaget under alle omstændigheder og ikke en følge af den knækkede rodfil.

Patienten er derfor på nuværende tidspunkt ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Skulle rodspidsbetændelsen ikke hele efter behandling af den 4. rodkanal, kan patienten inden for en periode på 10 år fra skadedato’en den 26. oktober 2016 anmode om at få sagen genoptaget jf. KEL § 59, stk. 2.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 18. maj 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade som følge af den knækkede rodfil, idet det fremgår af CB-CT scanning, at der fandtes en ikke-udrenset rodkanal i tandens fremadvendende rod, som med overvejende sandsynlighed var årsag til patientens gener. Dette underbygges yderligere af journaloptegnelse af 10. maj 2017, hvor symptomerne var forsvundet efter rodfyldning af denne kanal. Korrekt behandling havde tilsagt, at man havde afventet opheling forinden stillingtagen til en eventuel kirurgisk rodbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.