Skip to content

3682-17

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Efterladt vatpellet og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Efterladt vatpellet og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der henvendte sig den 3. oktober 2016 på grund af akut tandpine i tanden 5-. Der blev taget røntgen, og prognosen for tanden fandtes at være tvivlsom på grund af stor fyldning. Patienten blev derfor anbefalet udtrækning af tanden, hvorefter tanden blev fjernet samme dag. Ved kontrol den 5. oktober 2017 fandtes der lidt rødme og hævelse i regio 5- og der blev derfor ordineret penicillin. Den 10. oktober henvendte patienten sig på grund af voldsomme smerter ved regio 5- på trods af medicinering med antibiotika og smertestillende medicin. Der blev konstateret let rødme samt en blotlagt knogle i hele udtrækningsområdet. Der blev ilagt gaze med Eugenol. Patienten blev informeret om, at den blev opløst af sig selv, og at hun kun skulle henvende sig, hvis smerterne ikke blev bedre. Den 12. oktober 2016 henvendte patienten sig igen med stærke smerter og der blev ilagt en vatpellet med Eugenol. Røntgen fandtes at vise intet abnormt. Den 14. oktober 2016 havde patienten stadig meget ondt efter fjernelsen og der sås rødme og let hævelse facialt regio 5-. Der blev igen ordineret antibiotika. Den 26. oktober 2016 blev patienten henvist til egen læge for en bakterietest fra området samt til en scanning på sygehus for endelig diagnose og behandling. Den 28. oktober 2016 blev patienten henvist til kæbekirurgisk afdeling og i den forbindelse blev det noteret, at scanningen viste ingen tegn på osteonekrose, ej heller cancer. Af journalen fra kæbekirurgisk afdeling fremgår det, at der i udtrækningssåret var efterladt en vatpellet, som blev fjernet. Desuden blev der igen ordineret antibiotika. Den 25. november 2016 blev det noteret, at smerterne var aftaget betydeligt og patienten oplyste, at der var blevet afstødt mindre knoglestykker fra udtrækningssåret. Desuden blev antibiotikabehandlingen forlænget, da patienten reagerede godt på den. Ved kontrol den 9. januar 2017 var der fortsat lidt ømhed ved tygning, men ifølge patienten var der fremgang. Den 29. marts 2017 blev det noteret, at der var afstødt endnu en stykke knogle og patienten var fortsat følsom i området.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén efter ilægning af Eugenol, der ikke blev fjernet.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af efterladt vatpellet som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgen fra den 3. oktober 2016 viser tanden 5- med et stort hul med kontakt til nerven. Der var ingen tegn på rodbetændelse. Tanden ses i sin fulde udstrækning på røntgen som en enkelt rodet tand uden rodafbøjninger.

Tryg fandt videre, at der var grundlag for at udføre selve tandfjernelsen, da patienten havde smerter fra tanden, som ikke fremstod bevaringsværdig. Selve fjernelsen af tanden er sket bedst muligt, og den efterfølgende udvikling af en tør betændelsestilstand (Dry Socket) skyldes ikke med overvejende sandsynlighed behandlingen hos tandlægen, men derimod forhold ved patienten selv, da udviklingen af en dry socket skyldes enzymer i spyttet, som nedbryder sårskorpen i såret. Behandlingen af dette fører til en fuldstændig heling, om end det godt kan være en længerevarende forløb.

Tryg fandt derfor, at de knoglestykker, som derfor er blevet afstødt undervejs i forløbet, skyldes forhold ved patienten selv i form af enzymer i patientens spyt og er ikke i sig selv en skade, men derimod en følge af behandlingen af patientens grundlidelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for så vidt angår generne efter tandudtrækningen og den opståede Dry Socket.

Tryg fandt videre, at det fremgår af journalen, at der ved behandlingen med eugenol den 12. oktober 2016 blev ilagt en vatpellet. Af journalen fra sygehuset fremgår det, at der ved kontrol den 4. november 2016 blev fundet en efterladt vatpellet med eugenol. Denne blev fjernet og patienten blev sat i behandling med antibiotika, som hun reagerede positivt på.

I den forbindelse fandt Tryg, at erfaren specialiststandard havde været, at man ved behandlingen den 12. oktober 2016 kun havde anvendt vatpelleten med eugenol kortvarigt og dermed fjernet vatpellen, eventuelt med efterfølgende brintoverilteskylninger kombineret med antibiotika. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået en periode med gener og behov for behandling med antibiotika.

Patienten er derfor berettiget til erstatning efter KEL for så vidt angår generne som følge af den efterladte vatpellet.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. juli 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at generne efter tandudtrækningen og den opståede Dry Socket er en følge af grundlidelsen og ikke en skade i lovens forstand. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for følgerne heraf.

Nævnet tiltræder Trygs afgørelse om, at der sket en erstatningsberettigende skade som følge af en efterladt vatpellet i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Nævnet afventer således Trygs afgørelse om erstatningens omfang og størrelse, herunder godtgørelse for eventuel varigt mén, som bør afvente endelig behandling jf. notat fra Kæbekirurgisk afdeling.