Skip to content

3579-17

Skadetype: Negativ påvirkning af implantat - Tab af knogle
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der var til konsultation den 15. juni 2010 vedrørende behandling med implantat i regio 6+. I den forbindelse blev der taget røntgen af regionen. Den 23. juni 2010 blev der isat et implantat med diameter 4,0 mm og længde 9 mm i regio 6+. Ved kontrol den 8. august 2010 blev det vurderet, at implantatet var groet fast i knoglen. Der blev derfor cementeret en MK-krone på implantatet den 31. januar 2011 af anden tandlæge. Den 3. marts 2011 blev det konstateret, at skruen, der fastholdt kronen, var løs og der blev anbefalet udskiftning af skruen ved anden tandlæge. Den 21. februar 2012 blev der ordineret antibiotika på grund af infektion og den 27. februar 2012 blev der foretaget rensning ved implantatet, da der var infektion rundt om implantatet. Ved kontrol den 29. marts 2012 blev kronen på implantatet regio 6+ afmonteret og sendt til udbygning af porcelænet. Senere samme dag blev kronen recementeret. Den 6. august 2012 var patienten til kontrol igen, og forholdene blev fundet stationære og mundhygiejnen forbedret. Der blev herefter aftalt ny kontrol. Den 2. september 2013 meldte patienten afbud. Patienten henvendte sig herefter den 8. september 2014, da kronen var mistet som følge af knækket skrue. En rest af skruen sad fast i implantatet, og der blev aftalt, at denne skruerest skulle forsøges fjernet. Den 7. oktober 2014 meldte patienten afbud, da han havde skiftet tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for alle udgifter, inkl. kommende udgifter til udbedring af kollaps af 6+ samt evt. skade på andre tænder i området. Desuden søges om godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2016 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af eventuelt behov for knogleopbygning regio 6+ med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling med implantatbehandling regio 6+.

Codan fandt, at røntgen af 5. november 2013 viser implantatet regio 6+ med knogletab på mikrogevindet og implantatet blev placeret forskudt i bagudvendende retning. Endvidere kunne der ses tæt kontakt distalt mellem kronens afslutning ved implantatet og nabotandens knogle (tanden 7+).

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret, at implantatet var placeret med den fornødne sikkerheds afstand til nabotænderne (i komfort zonen). Dette ville have givet optimale forhold for udformningen af kronen på implantatet regio 6+ og derved kunne knogletabet på tanden 7+ endvidere have været undgået. Behandlingen har således ikke været bedst mulig under de givne forhold og patienten er derfor berettiget til erstatning.

Codan fandt dog, at indsættelsen af implantat 6+ kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Der er således ikke sket en skade omfattet af loven og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Codan fandt herefter, at hvis der bliver behov for en knogleopbygning ved en eventuel ny implantatbehandling regio 6+, er patienten berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse hermed. Det fremsendte behandlingsoverslag af 13. januar 2016 kan derfor godkendes delvist. Erstatningen udgør herefter 8.294,26 kr.

Codan fandt videre, at hvis der senere opstår konsekvenser for tanden 7+ som følge af knogletabet, kan der fremsendes et røntgen optaget et år efter udtagelsen af implantatet regio 6+ vedlagt journal og behandlingsoverslag. Codan vil herefter vurdere, om der kan ydes erstatning i forbindelse med behandlingen på tanden 7+.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. december 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med implantat regio 6+ kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige implantatbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

For så vidt angår et eventuelt behov for knogleopbygning ved regio 6+ finder nævnet, at det er en følge af den udførte implantatbehandling. Udgiften hertil kan derfor erstattes med det af Codan fastsatte beløb på 8.294,26 kr.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.