Skip to content

3703-17

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og et eventuelt efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og et eventuelt efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der henvendte sig med smerter fra tanden +5 den 30. juni 2014. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag, og den 28. august 2014 blev tanden rodfyldt. Den 24. oktober 2014 henvendte patienten sig igen med smerter fra tænderne +4 og +5. Der blev derfor foretaget beslibning af tænderne. Patienten kontaktede igen klinikken den 3. januar 2017 med ønske om viderebehandling af tanden +5 i form af implantatbehandling, som patienten mente var blevet lovet.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand og efterfølgende implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. juni 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at hverken journal eller røntgen dokumenterer, at der er sket en gennem-brydning af tanden +5. Dog er det i anmeldelsen fra tandlægen oplyst, at der er sket en gennembrydning af tanden over knogleniveau i forbindelse med rodbehandlingen.

Tryg fandt herefter, at en eventuel gennembrydning af roden på tanden +5 imidlertid ikke har haft negative konsekvenser for patientens tandstatus, da tanden +5 mistes som følge af tandens grundlidelse, caries. Dette begrundes med, at røntgen fra den 30. juni 2014 viser et stort cariesangreb samt en større fyldning i tanden, hvilket samlet set giver et betydeligt tab af tandsubstans. Der er således tale om en stor svækkelse af tanden, der nu er knækket.

Tryg fandt således, at tanden ikke mistes som følge af behandlingen hos tandlægen og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. juni 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at hvis der er sket en skævboring af tanden +5, er den placeret således, at tandens prognose ikke er forværret. Et eventuelt tab af tanden er derfor med overvejende sandsynlighed en følge af grundlidelsen, caries, og ikke den udførte tandbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.