Skip to content

3705-17

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Mangelfuld rodfyldning med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld rodfyldning med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der efter et slag i ansigtet den 8. november 2013 fik indledt rodbehandling af tænderne 3,2,1+1,2,3 på grund af nekrotisk tandnerver. Rodbehandling af tanden 1+ blev derfor indledt den 22. november 2013, mens rodbehandling af tanden 2+ blev indledt den 27. november 2013 og den 29. november blev rodbehandling af tanden 3+ indledt, hvor patienten tillige klagede over smerter i tænderne +1 og +2. Der blev herefter indledt rodbehandling af tænderne +1 og +2 den 3. december 2013, mens der blev indledt rodbehandling af tanden +3 den 12. december 2013. Den 16. december 2013 blev rodbehandlingen af tænderne 3,2,1+ afsluttet, mens rodbehandlingen af tænderne +1,2,3 blev afsluttet den 17. december 2013. På grund af smerter i overkæbefronten blev patienten henvist til en specialist den 22. januar 2014, som foretog kirurgisk rodbehandling af tænderne 3,2,1+. Suturerne blev herefter fjernet den 10. februar 2014 hos den behandlende tandlæge. Den 9. maj 2014 blev der fremstillet en bidskinne til overkæben og ifølge journalen havde patienten konstante smerter i tandsættet. Den 29. august 2014 blev der fremstillet en ny bidskinne til overkæben. Den 12. januar 2016 noterede tandlægen, at anden tandlæge havde trukket tænderne 2,1+1,2 ud. Den 27. januar 2016 blev der igen fremstillet en bidskinne og den 1. november 2016 blev tænderne 3+ og +3 præpareret til støbte opbygninger. De støbte opbygninger blev herefter cementeret den 15. november 2016, hvor der tillige blev cementeret en metalkeramik bro regio 3,2,1+1,2,3. Den 16. januar 2017 blev det igen aftalt, at der skulle fremstilles en ny bidskinne til underkæben.

Patienten søger nu om erstatning for fejlbehandlingen hos tandlægen.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. juni 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af rodspidsbetændelse på tanden +3 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra den 12. december 2013 dokumenterer, at rodinstrumentet når til tand +3’s rodspids og at en kontrol-røntgen optaget den 1. november 2016 dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden +3 samt en rodfyldning, der ikke når tandens rodspids.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at tanden +3 var blevet rodbehandlet med en optimal rodfyldning, der var homogen, tæt og ført til tandens rodspids. Herved havde en kirurgiske rodbehandling af tanden +3 med overvejende sandsynlighed været undgået.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til kirurgisk rodbehandling af tanden +3.

Tryg fandt dog, at vedrørende tænderne 3,2,1+1,2 og smerter i overkæbefronten er patienten ikke påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten var udsat for et slag på overkæbefronten den 8. november 2013 og konsulterede tandlægen den 13. november 2013. I perioden fra den 22. november 2013 til den 17. december 2013 blev tænderne 3,2,1+1,2,3 rodbehandlet. Ifølge journalen fremgår det, at tændernes nerver var henfaldne og der var derfor absolut grundlag/ indikation for rodbehandling af tænderne 3,2,1+1,2,3.

Tryg fandt videre, at det er muligt, at rodfyldningerne i tænderne 3,2,1+1,2 ikke var optimale, og at der efterfølgende kom rodspidsbetændelse. Behandling af rodspids-betændelse på tænder, som tidligere er rodbehandlet, kan foretages ved at gøre rodbehandlingerne om, kirurgiske rodbehandlinger eller udtagning af tænderne. Da tænderne 2,1+1,2 er taget ud, kan behandling af disse tænder ikke gennemføres, og der kan derfor heller ikke gennemføres et krav for disse tænder.

Tryg fandt desuden, at tanden 3+ er blevet kirurgisk rodbehandlet, hvilket fremgår af røntgen fra den 15. november 2016, og denne behandling er foretaget af anden tandlæge. Desuden dokumenterer røntgen, at der er sunde forhold på rodspidsen på tanden 3+. En rodbehandling vil i nogle tilfælde ikke være tilstrækkelig og skal suppleres med en kirurgisk rodbehandling.

I den forbindelse fandt Tryg, at rodbehandlingen er udført bedst muligt og den efterfølgende kirurgiske rodbehandling er dermed ikke en følge af rodbehandlingen, men tandens grundlidelse. Der er dermed ikke sket skade på tanden 3+ som følge af behandlingen hos tandlægen.

Hvorvidt der er tale om uberettiget udtagning af tænderne 2,1+1,2 vil blive afgjort i den sag, der er anmeldt mod anden tandlæge.

For så vidt angår patientens konstante smerter i overkæbefronten, som også har varet ved efter tænderne 2,1+1,2 blev taget ud, fandt Tryg, at de med en høj grad af sandsynlighed skyldes grundlidelsen, ansigtstraume og ikke rodbehandlingerne i tænderne i tænderne 3,2,1+1,2,3. Smerterne i overkæbefronten er således ikke en skade som følge af rodbehandlingerne.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tænderne 3,2,1+1,2 og smerter i overkæbefronten efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 6. juni 2017, som anført nedenfor.

I henhold til arbejdsskadesikringslovens § 77 dækker denne lov forud for lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Desuden fremgår det af afgørelsen af 17. oktober 2016 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at patienten kan få dækket alle udgifter til tandbehandlinger som følge af den anerkendte arbejdsskade. Sagen hjemvises derfor til Tryg for yderligere undersøgelse af, om patienten har fået dækket sine udgifter til kirurgisk rodbehandling af tanden +3 af arbejdsskadeforsikringen, eller om der vil være mulighed herfor.

For så vidt angår patientens nuværende gener finder nævnet, at de ikke med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte tandbehandling. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at generne har årsag i det oprindelige traume i forbindelse med arbejdsskaden.