Skip to content

3692-17

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 41-årig mand, der den 4. juli 2008 fik taget røntgen af tanden 6+. Den 14. april 2010 blev tanden +7 behandlet med plast, da inderfladen var knækket af. Tanden +7 blev igen behandlet med plast den 6. december 2010. Ved en regelmæssig diagnostisk undersøgelse den 30. november 2011 blev der taget røntgen af tanden 6+, der viste inflammation. Vitalitetstest viste normal positiv reaktion ved 6+. Den 25. januar 2012 blev der cementeret et porcelænsindlæg i tanden 6+ og tanden +7 blev igen behandlet med en plastfyldning. Den 29. maj 2012 blev tanden +7 behandlet med en ny plastfyldning, hvilket ligeledes blev foretaget igen den 30. oktober 2013, den 24. april og den 7. august 2014. Den 11. september 2014 blev der cementeret en porcelæns-krone på tanden +7. Den 24. september 2014 var patienten til almindelig tandeftersyn med tandrensning. Ifølge journalen fra den 17. juni 2015 havde patienten haft en blodprop i lungen og den 2. juli 2015 var patienten til kontrol af tænderne +2,3,4 efter en faldulykke. Efterfølgende ophørte tandlægen med at praktisere, hvorfor patienten henvendte sig hos en ny tandlæge den 11. oktober 2016. Ifølge journalen var der en høj cariesaktivitet og pæne PA-forhold samt mundhygiejne. Der blev taget røntgenbilleder, som fandtes at vise caries i tænderne 8,6+6,7,8 og 6-. Tanden 6+ fandtes at være ikke bevaringsværdig, hvorfor den blev trukket ud den 3. november 2016. Patienten henvendte sig igen den 16. november 2016 med smerter fra tænderne +6,7. Tanden +7 blev herefter renboret og der blev indledt rodbehandling af betændt, levende tandnerve. Ifølge journalen var der caries helt til knogleniveau.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til behandling af tænderne 6+ og +7 samt for en blodprop som følge af behandlingen. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag vedrørende implantatbehandling af tanden 6+ kan godkendes.

Tryg fandt dog, at der skal ske fratræk for udgifter til krone, da patienten ville have haft disse udgifter under alle omstændigheder, hvis tanden skulle have været bevaret på langt sigt. Der vil derfor blive fratrukket 5.475 kr. og erstatningen udgør herefter 17.528,56 kr.

Tryg fandt videre, at vedrørende kronebehandling af tanden +7 kan dette ikke godkendes, da Tryg er blevet opmærksom på, at dette er en del af patientens grundlidelse.

I den forbindelse fandt Tryg, at hvis hullet i tanden +7 var opdaget ved tidlig diagnostik efter undersøgelsen den 24. september 2014, ville behandlingen have været fjernelse af tandkrone, renboring og fornyelse af krone. Hullet blev desværre ikke opdaget, hvorfor patienten fik et større behandlingsbehov i form af rodbehandling og plastisk opbygning, hvilket er anerkendt i afgørelsen af 4. maj 2017.

Tryg fandt således, at behovet for ny krone på tanden +7 er en del af patientens grundlidelse, hvorfor der ikke kan betales for ny krone, da behandling af grundlidelse ikke er omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 18. juli 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at hvis cariesangrebet i tanden +7 var opdaget rettidig, ville relevant behandling have været at fjerne kronen på tanden, foretage renboring og forsyne tanden med en ny krone. Tanden +7 skulle således under alle omstændigheder have været forsynet med en ny krone på trods af, at kronen var af nyere dato. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne til en ny krone, da der alene kan tilkendes erstatning for mérudgifter, som følge af skaden og ikke udgifter, som patienten under alle omstændigheder skulle have afholdt.