Skip to content

3732-17

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der den 27. august 2015 fik konstateret caries i tanden 6-. Tanden blev derfor behandlet med en fyldning. Den 2. juni 2016 var tanden knækket og skulle derfor kronebehandles. Der blev derfor taget aftryk til krone og den 16. juni 2016 blev kronen cementeret på tanden. Den 30. juni 2016 henvendte patienten sig på grund af for høj krone. Kronen blev derfor justeret. Patienten henvendte sig igen den 11. august 2016 på grund af smerter fra tanden. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden. Patienten blev informeret herom og om behovet for rodbehandling. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, som blev fortsat den 24. august, 6. oktober og 21. november 2016. Den 21. december 2016 var der stadig ømhed ved 6-, som af og til føltes for høj. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise en tydelig parietal perforation. Den 10. januar 2017 henvendte patienten sig til en ny tandlæge med ønsket om at skifte tandlæge. Der blev taget røntgen som fandtes at vise en stor opklaring interradikulært og tanden blev skønnet ikke bevarings-værdig. Tanden blev derfor trukket ud den 18. januar 2017.

Patienten søger nu om erstatning for ødelagt tand og tabt arbejdsfortjeneste. Desuden søges godtgørelse for svie og smerte samt varigt men.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af 11. august 2016 dokumenterer, at tanden 6- har omfattende betændelse mellem tandens rødder strækkende sig til rodspidsen på tandens forreste rod. Desuden viser røntgenbilledet af 21. december 2016, at der er sket en gennembrydning af roden på tanden 6- under rodbehandling af tanden. Tryg fandt videre, at betændelsesprocessens udvikling og omfang i tanden viser, at da tanden knækkede den 2. juni 2016, var tanden allerede angrebet af revne. Tanden har derfor som følge af totalbetændelsen været udtrækningsmoden og er herved ikke gået tabt på grund af gennembrydningen af roden under rodbehandling af tanden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. marts 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgen fra den 11. august 2016 viser omfattende knogletab mellem tanden 6-’s rødder strækkende sig til rodspidsen på forreste rod. Tanden mistes derfor som følge heraf og ikke som følge af skævboringen.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.