Skip to content

3622-17

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling med efterfølgende fraktur og tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling med efterfølgende fraktur og tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 2. august 2016 fik konstateret caries i tænderne 1+1. Det blev derfor planlagt, at tænderne skulle behandles med porcelænskroner. Den 20. september 2016 blev tænderne beslebet og der blev taget røntgenbilleder. Den 30. september 2016 blev porcelænskronerne cementeret på tænderne og den 24. oktober 2016 oplyste patienten, at hun var utilfreds med kronerne. Patienten var derfor til samtale om tænderne den 3. november 2016, hvor det blev noteret, at alle mente, at fortænderne var blevet skæve, hvorfor kronerne skulle laves om. Kronerne blev herefter afmonteret den 22. november 2016 på grund af utilfredsstillende form og farve, hvorefter nye kroner blev cementeret midlertidigt. Den 30. december 2016 blev kronerne banket af med en kroneafbanker og de nye kroner blev prøvet. Ifølge journalen var kronetilslutningen på tanden +1 ikke i orden. Kronen på +1 blev derfor hurtigt banket af ved kroneafbankning og i den forbindelse knækkede tandkronen på tanden. Patienten blev informeret herom og anbefalet implantat til erstatning af tanden +1.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. marts 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra 20. september 2016 dokumenterer, at der var hul i tænderne 1+1. Der var derfor indikation for behandling af tænderne 1+1 med kroner.

Tryg fandt videre, at det den 30. december 2016 blev journaliseret, at kronetilslutningen på tanden +1 ikke var i orden og tandlægen anvendte derfor kroneafbankningen for at banke kronen på tanden +1 hurtigt af.

Tryg fandt herefter, at den erfarne specialist havde sørget for at benytte en metode med skånsom afboring af kronen på tanden +1 fremfor afbankning. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at tanden +1 var knækkede og følgerne heraf. Tanden +1 kunne således have været behandlet med en ny krone.

Tryg fandt således, at skaden i form af fraktur af tanden +1 medførende tab af tanden +1 er omfattet af loven. Der skal herefter indsendes en behandlingsplan og overslag.

Tryg fandt dog, at der vil være fradrag for sparede udgifter til en krone. Årsagen er, at patienten ville have haft disse udgifter for at bevare tanden +1 på lang sigt, hvis skaden ikke var sket.

I brev af 4. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslaget på røntgenoptag-else, ekstraktion af tanden +1, implantat inklusiv operation, krone, abutment og partiel protese på i alt 30.593,17 kr. kan godkendes.

Tryg fandt dog, at patienten burde sikre sig følgende, inden tanden +1 fjernes: alternativer, herunder overvejelse om bevaring af tanden +1. Hvis tanden +1 fjernes, kan en bro være en god løsning, hvilket der tillige ydes erstatning til. Prognose, risiko for komplikationer og bivirkning ved behandlingerne skal gennemgås. Det afgørende er således, at tanden +1 kun fjernes på en sikker indikation.

Tryg fandt videre, at tandlægen den 4. juli 2017 har oplyst, at patienten vil få honorar retur for kronebehandlingen af tanden +1. Der vil derfor være fradrag herfor, da patienten skulle have afholdt udgiften til kronebehandlingen, selv om der ikke var sket en skade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. marts 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der skal foretages fradrag for kronebehandling af tanden +1, da det fremgår af sagen, at tandlægen vil betale honoraret tilbage og patienten har i mail af 22. december 2017 oplyst, at hun har fået betalingen for kronen krediteret. Desuden fremgår det, at patienten oprindeligt skulle have afholdt udgiften til en krone på tanden +1 som følge af den oprindelige behandlingsplan. Der kan alene tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af skaden og ikke udgifter, patienten under alle omstændigheder skulle have afholdt.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden +1 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens omfang.

For så vidt angår godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste har Tryg oplyst, at de endnu ikke har truffet afgørelse herom, hvorfor nævnet ikke kan behandle disse krav.