Skip to content

3761-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Andet operativt indgreb

Beskrivelse:

Behov for reoperation i forbindelse med blotlægning af ikke-frembrudte tænder. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for reoperation i forbindelse med blotlægning af ikke-frembrudte tænder. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 13-årig pige, der blev tilset flere gange fra 2014 og frem til 2017 med henblik på at få tænderne 3+ og +3 frembrudt, da de lå ukorrekt i ganen. I den forbindelse blev mælketænderne trukket ud for at promovere frembrud af de blivende 3+3. Det havde dog ikke den ønskede effekt, og det blev derfor besluttet ultimo 2016, at tænderne 3+3 skulle blotlægges ved et kirurgisk indgreb med påsætning af kæder, som skulle anvendes til at korrigere tændernes frembrudsretning i forbindelse med en tandreguleringsbehandling. Der blev derfor den 24. januar 2017 foretaget kirurgisk blotlæggelse af tænderne 3+3 med påsætning af tandreguleringskæder på begge tænder. Den 30. januar 2017 blev der påsat tandreguleringsapparatur og påbegyndt træk til kæderne for korrektion af hjørnetændernes frembrud. Efterfølgende løsnede kæden på 3+ sig og man måtte derfor stoppe denne del af tandreguleringsbehandlingen midlertidigt den 31. januar 2017. Ved kontrol af tandreguleringsapparaturet den 7. marts 2017 blev trækket til kæden, som stadigvæk havde kontakt til tanden +3, reaktiveret. Efterfølgende løsnede kæde på +3 sig også, hvorfor denne del af tandreguleringsbehandlingen også måtte opgives midlertidigt den 8. marts 2017. I perioden frem til juni 2017 blev der planlagt reoperation af 3+3 med henblik på et korrekt frembrud af disse uden påsætning af kæder.

Der søges nu om erstatning for en økonomisk kompensation, da patienten skal gennemgå endnu en operation. Desuden om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. september 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg har i den forbindelse fundet, at begge kæder har løsnet sig fra overkæbens hjørnetænder, hvilket kræver en ny operation.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag gøres om under væsentlig samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny operation, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af hendes tandstatus.

Tryg fandt således, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 13. september 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behovet for reoperation i forbindelse med blotlægning af ikke frembrudte hjørnetænder 3+3 kan foretages under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.