Skip to content

3729-17

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Parietal peforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal peforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 10. december 2016 havde smerter fra tanden -6. Det blev konstateret, at fyldningen var løs og at der var dyb caries under denne. Der blev derfor påbegyndt behandling af tanden den 19. december 2016 og i forbindelse med renboringen skete der gennembrud til tandens nervekammer. Tanden skulle derfor rodbehandles og i den forbindelse skete der en perforation ved tandens fremadvendende tandrod. Patienten blev informeret om, at tanden ikke kunne bevares, men skulle erstattes med et implantat.

Patienten søger nu om erstatning om erstatning for udgifterne til udtrækning af tanden og implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden -6 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at der var faglig indikation for, at tanden skulle rodbehandles, men behandlingen med skævudvidelse i forbindelse med åbningen til tandens rodkanaler kan ikke anses for at have været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Tryg fandt i den forbindelse, at det havde været muligt skånsomt at åbne til tandens nervekammer og forsigtigt udvide dette til fuldt overblik over rodkanalernes indgange uden at gennembryde tandroden. Behandlingen undervejs kunne have været suppleret med røntgen til kontrol af retning på åbningen. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der skete gennembrydning af tandroden ved tandens fremadvendende tandrod, hvorefter tanden mistedes.

Tryg fandt derfor, at patienten er berettiget til erstatning for rimelige udgifter til implantat til erstatning for tab af tanden. Alternativt ydes en godtgørelse på 4.000 kr. for tab af tand.

Tryg fandt dog, at patienten med denne erstatning har sparet udgifter til rodbehandling, stiftopbygning samt kronebehandling af tanden -6, da patienten ville have haft disse udgifter for at kunne bevare tanden på lang sigt, hvis skaden ikke var sket. Der fratrækkes derfor skønsmæssigt for rodbehandling 4.000 kr., opbygning 2.000 kr. og krone 6.500 kr., i alt 12.500 kr. i erstatningen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 7. juli 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tanden -6 under alle omstændigheder skulle have været behandlet med en stiftopbygning for at være bevaret på længere sigt, idet det er nævnets opfattelse, at der efter korrekt oplukning  og gennemførelse af rodbehandling ville have været tilstrækkelig sund tandsubstans til at fastgøre en plastopbygning i kronepulpakammeret. Der skal dog foretages fradrag for rodbehandling og krone med plastopbygning, da tanden -6 skulle have haft disse behandlinger, selv om skaden ikke var sket. Der ydes alene erstatning for udgifter, der er en følge af skaden og ikke for udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det forhold, at der ikke var planlagt kronebehandling, kan ikke medføre et andet resultat. Fradraget udgør herefter 11.500 kr.