3788-17

Beskrivelse:

Tandudtrækninger er en følge af grundlidelsen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der den 8. november 2013 fik et slag i ansigtet. Efterfølgende blev tænderne 3,2,1+1,23 rodbehandlet af patientens daværende tandlæge, men hendes smerter i overkæbefronten aftog ikke. Patienten opsøgte derfor den omhandlende tandlæge, som den 28. januar 2014 tog røntgen til diagnostik samt 3D-scanning. Det blev konstateret, at tænderne 3,2,1+1,2,3 var perkussionsømme, og det kunne derfor ikke udelukkes, at der var mikrofrakturer af kæbeknoglen ved tænderne. Den 3. februar 2014 blev der konstateret rodspidsbetændelse på tænderne 3,2,1+, hvorfor de blev kirurgisk rodbehandlet samme dag. Efterfølgende havde patienten fortsat smerter, hvorfor hun den 14. februar 2014 blev anbefalet at søge en øre-næse-halslæge. Det blev noteret den 17. marts 2014, at patienten var henvist til et smerte-center på sygehuset. Den 7. april 2014 blev patienten anbefalet en bidskinne for afhjælpning af sine smerter. Der blev derfor fremstillet en bidskinne. Den 13. maj 2014 oplyste patienten, at hun skulle opereres i bihulerne på grund af mistanke om fraktur ved kæbehulen i højre side. Efter operationen havde patienten fortsat smerter, og den 25. juni 2014 blev der optaget røntgen til diagnostik. Tænderne 3,2,1+1,2,3 var fortsat perkussionsømme, specielt 2,1+. Den 30. juni 2014 fandtes en 3D-scanning at antyde heling af knoglefrakturer, men patienten havde fortsat smerter. Ved kontrol af bidskinnen den 5. september 2014 blev biddet beslebet. Det blev noteret, at patienten havde smerter og at bidskinne blev vurderet til at være i orden. Den 20. november 2014 blev det noteret, at patienten ikke kunne få smertelindring. Patienten havde været på smerteklinik samt på Tand-, mund- og Kæbekirurgisk afdeling flere gange og patienten blev informeret om, at det kunne være en løsning at trække tænderne 3,2,1+ ud. Den 2. juli 2015 havde patienten fortsat smerter og der blev igen taget røntgen til diagnostik. Tænderne 1+2,3 blev beslebet på grund af opstået traumatisk okklusion og artikulation. I den forbindelse oplyste patienten, at hun var blevet opereret flere gange, men det havde ikke hjulpet. Ifølge journalen blev det drøftet, at det kunne være en løsning at trække tænderne 2,1+ ud, men det kunne ikke loves, at smerterne ville forsvinde. Den 17. august 2015 fandtes en gennemlysning af tænderne 2,1+1 at vise infraktioner, og det blev igen drøftet at trække tænderne 2,1+1,2 ud. Det blev dog igen pointeret, at det ikke kunne garanteres, at smerterne ville forsvinde ved udtagning af tænderne. Den 8. september 2015 blev fordele og ulemper ved udtagning af tænderne 2,1+1,2 gennemgået, hvorefter patienten gav samtykke hertil. Tænderne 2,1+1,2 blev herefter trukket ud den 19. oktober 2015 og det blev noteret, at der sås, specielt på tænderne 2,1+, vertikale infraktionslinier. Desuden blev der fjernet store mængder granulationsvæv ved tænderne 2+ og 1. Patienten fik herefter udlevet en aftagelig delprotese.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. september 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at journalen dokumenterer, at tænderne 2,1+1,2 havde infraktioner den 17. august 2015, og at disse infraktioner blev bekræftet den 19. oktober 2015 ved udtagning af tænderne. Desuden dokumenterer journalen, at der var betændelse ved tænderne 2,1+ den 19. oktober 2015.

Tryg fandt derfor, at tænderne er taget ud som følge af tændernes grundlidelse, som var infraktioner som følge af slag (traume) den 8. november 2013. Herudover dokumenterer journalen, at der er indhentet et fuld informeret samtykke fra patienten, inden tænderne blev taget ud. Patienten var således fuldt ud informeret om fordele og ulemper ved udtagningerne. Der er dermed ikke sket en behandlingsskade på tænderne 2,1+1,2 som følge af behandlingen hos tandlægen og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

For så vidt angår tanden 3+ fandt Tryg, at den blev rodbehandlet hos anden tandlæge som følge af traumet den 8. november 2013, samt at 3D-scanningen fra 28. januar 2014 dokumenterer, at der var rodspidsbetændelse på tanden 3+, og at rodfyldningen er homogen, tæt og ført til tandens rodspids.

Tryg fandt herefter, at rodbehandlingen er udført efter erfaren specialiststandard, og at der derfor var indikation for kirurgisk rodbehandling efter 28. januar 2014, idet der ikke var noget at forbedre ved at gøre den tidligere rodbehandling om. Efter tanden 3+ blev kirurgisk rodbehandlet den 3. februar 2014 helede tanden.

Tryg fandt dermed, at der ikke er sket en behandlingsskade på tanden 3+ som følge af behandlingen hos tandlægen og patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning for denne tand.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. september 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tænderne 2,1+1,2 mistes som følge af grundlidelsen infraktioner som følge af slag den 8. november 2013. Desuden var der indikation for rodbehandling af tanden 3+ på grund af rodspidsbetændelse og rodbehandlingen findes at være udført bedst mulig. Der er således handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.