Skip to content

3798-18

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 34-årig mand, der den 26. februar 2014 fik taget røntgen. I den forbindelse blev det bl.a. konstateret, at der var begyndende caries i tanden -7 med tæt relation til nerven, og der var derfor indikation for rodbehandling af tanden. Der blev herefter påbegyndt rodbehandling af tanden under lokalbedøvelse den 3. marts 2014. I den forbindelse knækkede en rodfil i den fremad- og kindvendende rodkanal i tanden og ifølge journalen var der en krumning i denne kanal. Der blev desuden taget røntgen. Den 12. marts 2014 blev tanden rod- og plastfyldt og patienten blev anbefalet kronebehandling allerede efter 2 måneder, da det ikke var muligt at lægge et tæt bånd omkring tanden. Patienten henvendte sig med smerter fra tandkødet ved tanden -7 den 7. august 2014. Ifølge journalen var der fødenedbidning, tandkødsrødme og en dyb tandkødskomme på 6 mm, ligesom tanden var bankeøm. Der blev taget røntgen samt renset og patienten blev anbefalet stift- og kronebehandling. Den 23. juni 2017 henvendte patienten sig til en ny tandlæge, som tog en CBCT-scanning. Det blev noteret, at der var opklaring på begge rødder ved -7, og tandens prognose blev vurderet til at være dårlig, da den knækkede fil fra rodbehandlingen i 2014 var lang.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. november 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden -7 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgen af 26. februar 2014 viser dyb caries i tanden -7 med relation til nervekammeret. Røntgen af den 3. marts 2014 viser tanden med intakte rødder, og tanden fremstår bevaringsværdig. Under rodbehandlingen knækkede en rodfil.

Tryg fandt videre, at det på baggrund af en CBCT-scanning af den 23. juni 2017 kan vurderes, at den knækkede rodfil er lang, hvorved en stor del af den pågældende rod ville skulle fjernes ved en kirurgisk rodbehandling, hvilket ville medføre en dårlig prognose for tanden. Tanden fremstår derfor som værende ikke bevaringsværdig på grund af den knækkede rodfil, da den knækkede rodfil forhindrer opheling.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at man ved rodbehand-lingen havde trukket oplukningen af tanden i en mere fremadvendende retning lige ved kanalindgangen, hvorved filen kunne have arbejdet uhindret. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået fastlåsning og afbrækning af rodfilen og følgerne heraf i form af tab af tand.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til implantatbehandling.

Tryg fandt dog, at patienten med denne erstatning har sparet udgifter til opbygning og kronebehandling, da patienten ville have haft disse udgifter for at kunne bevare tanden på lang sigt, hvis ikke skaden var sket. Der fratrækkes derfor skønsmæssigt 8.000 kr. i erstatningen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 29. november 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede af 15. juni 2017 viser, at tanden -7 havde en lille resttandsubstans. Tanden skulle derfor have været behandlet med en støbt opbygning og krone for at kunne bevares på længere sigt, selv om rodfilen ikke var knækket i rodkanalen. Der kan alene tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke for udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 8.000 kr.

Alternativt kan der tilbydes en godtgørelse på 4.000 kr. for tab af tanden -7, hvis patienten ikke ønsker tanden erstattet med implantat. I den forbindelse bemærkes det, at tab af en tand ikke medfører et varigt mén jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.