3812-18

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende behov for ny tandregulering. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der den 8. november 2013 var til undersøgelse hos tandlægen, da hun ønskede korrektion af tandstillingen i overkæben. Der blev derfor taget studiemateriale den 30. december 2013 med henblik på opstart af behandling af tandstilling med faste tandreguleringsbøjler i overkæbens forreste tænder. Herefter blev den første bøjlebehandling indledt den 11. februar 2014 med påsættelse af fast bøjle på overkæbens forreste tænder. Tandreguleringsbehandlingen i overkæben blev afsluttet den 25. juli 2014, selv om patienten havde et stort overbid. Den 6. maj 2015 blev der foretaget parodontosebehandling på blandt andet tænderne 6+6,7 og den 10. august 2015 blev der iværksat et nyt forsøg med bøjlebehandling for tandregulering af overbiddet. Den 26. august 2015 blev der igen foretaget parodontosebehandling på bl.a. tænderne 6+6,7, hvilket blev gentaget den 30. oktober 2015. Ifølge journalen fra den 5. januar 2016 ønskede patienten ikke at fortsætte med behandlingen, selv om sammenbiddet ikke var stabilt længere. Den 25. januar 2016 blev der igen foretaget parodontosebehandling på flere af tænderne. Den 10. februar 2017 blev det noteret, at patienten var ked af sit overbid, som gav læbefang og blå mærker på underlæben.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter til udbedring af skaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. november 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at tandreguleringsbehandlingen blev indledt, fordi patienten ønskede korrektion af sin tandstilling i overkæben jf. journalnotatet af 8. november 2013. Desuden blev det den 10. februar 2017 journaliseret, at patienten var ked af sit overbid, som gav læbefang og blå mærker på underlæben.

Tryg fandt herefter, at den udførte tandreguleringsbehandling med overvejende sandsynlighed har medført en forværring af patientens tandstilling. Da flere af tænderne har omfattende parodontale problemer, kan tandreguleringsbehandlingen ikke laves om. Tandreguleringsbehandling bør undlades indtil, at de parodontale forhold er væsentligt forbedret.

Tryg fandt videre, at den erfarne specialist ikke havde indledt behandlingen på grund af de parodontale problemer. Desuden havde den erfarne specialist sørget for at foretage en mere omhyggelig diagnostik. Det vil sige, at det skulle have været erkendt, at tandstillingen havde en sådan karakter, at den ikke alene vil kunne rettes med den udførte behandling. To af kindtænderne i overmunden skulle således have været fjernet, og der skulle have været behandling med fast bøjle i overkæben samt underkæben. Ved denne fremgangsmåde havde man med overvejende sandsynlighed undgået forværringen af tandstillingen og følgerne heraf.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til udbedring af tandstillingen. Behandlingsoverslag skal fremsendes til godkendelse. Den erstatning, patienten får for tandskaden, går til at genskabe den tandstatus, hun havde, inden tandskaden skete. Det betyder, at patienten ikke får udbetalt erstatning til det eventuelle behandlingsbehov, som hun havde inden tandskaden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer Trygs afgørelse af 30. november 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at den behandling, der nu skal udføres, svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført. Det forhold, at der blev udført en anden behandling, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Den at Tryg tilkendte ret til erstatning er derfor bortfaldet.

For så vidt angår patientens eventuelle krav om tilbagebetaling af honorar for den udførte behandling skal nævnet henvise patienten til at gøre sit krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.