Skip to content

3826-18

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling med efterfølgende tab af tænder til følge. Erstatningens omfang samt skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Brobehandling med efterfølgende tab af tænder til følge. Erstatningens omfang samt skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig mand, der den 22. oktober 2007 aftalte fremstilling af en bro regio 3,2,1+1,2,3. Det blev i den forbindelse noteret, at for at få en bedre stilling af brotænderne, burde disse rettes op med tandretningen, men det ønskede patienten ikke. Der blev herefter fremstillet en bro, som blev cementeret den 14. december 2007. Den 30. april 2008 blev der noteret porcelænsfraktur af broen, hvilket tillige blev noteret den 22. marts 2011. Det blev herefter aftalt, at der skulle fremstilles en ny bro. Tanden 3+ blev derfor rodbehandlet den 4. april 2011, hvor roden +2 tillige blev fjernet. Den 19. maj 2011 blev der cementeret en ny bro. Den 14. maj 2013 blev der konstateret caries i bropillen på tanden +3, hvorfor den blev repareret med en plastisk fyldning den 23. maj 2013. Den 16. juni 2014 var der igen porcelænsfraktur af broen og patienten skiftede efterfølgende tandlæge. Ny tandlæge fandt, at resttænderne i regio 3+ til +3 skulle fjernes og erstattes med en implantatbåret bro med implantater regio 3,1+1,3.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. november 2017 traf Codan afgørelse om, at patienten fortsat er berettiget til 78.180,80 kr. i erstatning for tabet af tænderne 3+3.

Codan fandt, at de tidligere har vurderet, at det alene var tabet af tænderne 3+3, som skyldes brobehandlingen, tabet af tænderne 1+1 skyldes ikke brobehandlingen. Af det tidligere fremsendte behandlingsoverslag godkendte Codan derfor ikke de planlagte behandlinger for regio 1+1 på 24.000 kr. Den samlede erstatning udgør derfor herefter 78.180,80 kr.

Codan fandt nu videre, at såfremt broen var blevet delt distalt for tænderne 1+1, kunne der været blevet lavet en implantatbåret løsning i regio 3,2+ og +2,3 og såfremt behandlingen i regio 3+3 udføres således, at der sikres korrekte føringer på implantatkronerne 3+3 og ikke på 2+2, da vil der ikke ske for stor belastning af ekstensionsleddene i regio 2+2. I den forbindelse henvises der til 3 artikler, som efter Codans vurdering understøtter deres behandlingsløsning for den skadesudbedrende behandling.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 28. november 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der kan tilkendes erstatning for udgiften til protesen i overkæben. Regning herfor skal derfor fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.

Nævnet finder dog ud fra det foreliggende materiale, at tabet af tænderne 1+1 ikke med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte brobehandling, hvorfor der ikke kan tilkendes erstatning herfor. Det forhold, at tænderne 1+1 er trukket ud, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.