Skip to content

3820-18

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig mand, der fik indledt akut rodbehandling af tanden -7 den 13. august 2017 på grund af betændelse. I den forbindelse knækkede en fil i den mesio-faciale kanal og patienten blev informeret herom, herunder om muligt behov for udtrækning af tanden og erstatning med implantat. Den 30. august 2017 blev rodbehandlingen fortsat og det blev noteret, at prognosen var meget ringe på grund af den knækkede fil. Det blev forsøgt at fjerne rodfilen uden held og det blev vurderet, at selv en tandlæge med interesseområdet for endodonti ikke kunne løfte opgaven. Tanden blev derfor vurderet som udtrækningsmoden. Den 1. september 2017 konstaterede anden tandlæge, at der var betændelse under -6 og -7, og at filen ikke kunne fjernes. Tanden blev derfor trukket ud samme dag med noget besvær. Ved kontrol den 11. september 2017 blev der konstateret pæn heling med nogen rødme omkring såret. Der var derfor mistanke om dry socket og der blev ordineret penicillin. Den 26. september 2017 henvendte patienten sig telefonisk til den behandlende tandlæge, som noterede, at tanden -7 var blevet trukket ud. Desuden blev det journaliseret, at der blev foretaget akut oplukning til -7 og foretaget udrensning af tanden. 

Patienten søger nu om erstatning, da smerterne ikke aftog efter rodbehandlingen, hvor en fil knækkede. Tanden er derfor trukket ud.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. januar 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at det ville have været muligt at fjerne den knækkede rodfil ved henvisning til en tandlæge med mulighed for at behandle med mikroskopi. Ved denne behandling havde heling af betændelsen været mulig og tanden kunne have været bevaret.

Tryg fandt derfor, at der ikke er sket en skade, som er omfattet af loven.

Hvis patienten ønsker en vurdering af, om der er sket en uberettiget tandudtrækning, skal der foretages en ny anmeldelse af den tandlæge, der har foretaget udtrækningen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 29. januar 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder på baggrund af tandlægens journal og anmeldelse, at det er overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil ikke kunne fjernes ved anden behandling. Tabet af tanden -7 er derfor en følge af den knækkede rodfil.

I den forbindelse finder nævnet, at bedst mulig behandling havde tilsagt, at der var sket yderligere oplukning til rodkanalen, hvorved rodfilen kunne have været ført direkte ned i rodkanalerne uden at frakturere.

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.