Skip to content

3816-18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Behov for ny brobehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny brobehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der henvendte sig den 28. april 2015 på grund af smerter i venstre side af overkæben. Der blev taget røntgen og diagnosticeret dyb caries i tanden +5 samt rodspidsbetændelse. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden samme dag. Ved den fortsatte behandling den 5. maj 2015 blev det noteret, at patienten ikke ønskede at bruge penge på behandling af tanden og derfor ønskede tanden trukket ud. Tanden blev derfor trukket ud den 15. maj 2015. Patienten henvendte sig igen den 19. maj 2015 med symptomer fra venstre side af overkæben. Det blev konstateret, at tanden +4 var løs og fraktureret. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden og den 28. maj 2015 blev der konstateret revnedannelse mellem tandens to rødder. Tanden blev derfor trukket ud samme dag. Den 18. juni 2015 blev tænderne +3 og +6 præpareret til bro i regio +3 til +6 og broen blev cementeret den 3. juli 2015. Patienten henvendte sig igen den 21. august 2015, da hun følte mundtørhed og ændret smagsopfattelse efter cementering af broen. Patienten blev informeret om, at generne ikke havde noget med brobehandling at gøre. Den 26. oktober 2016 blev patienten undersøgt af en anden tandlæge, og ifølge journalen var der problemer med broen, da patienten mente, at kronen på tanden +3 var for stor og strittede for meget. Desuden kunne tungen mærke en kant ved bropillerne +3 og +6 på den ganevendende side. Derudover var der fødeansamling under broen og patienten kunne suge spyt ind under bromellemleddene. Patienten følte videre, at broen var for høj og ved bropillen kunne patienten med sine negle fange en kant. Det blev noteret, at der var behov for en ny bro. Den 27. juni 2017 blev det noteret, at patienten ikke kunne opretholde en tilstrækkelig mundhygiejne ved bropillerne +3 og +6, da der var for stor afstand mellem broankrene og tænderne. Man kunne bl.a. føre et instrument op mellem broankrene og tænderne. Patienten skal derfor have en ny bro. Igen den 10. juli 2017 og den 13. februar 2018 blev der noteret forhold vedrørende broen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny bro samt godtgørelse for varigt mén.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. januar 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at brobehandlingen regio +3 til +6 kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige brobehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår patientens krav om tilbagebetaling af honorar for den oprindelige brobehandling skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise patienten til at gøre sit eventuelle krav gældende over for Styrelsen for Patientsikkerhed (det tidligere Regionstandlægenævnet), da Tandskadeankenævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.