Skip to content

3782-17

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende fraktur af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende fraktur af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 24. februar 2016 fik konstateret en defekt fyldning i tanden +7. Fyldningen blev derfor udskiftet med en plastfyldning den 29. marts 2016 og ifølge journalen blev patienten informeret om risiko for rodbehandling samt anbefalet kronebehandling af tanden. Patienten henvendte sig igen den 19. maj 2016 på grund af smerter i venstre side af overkæben. Ifølge journalen var smerterne blevet gradvist forværret siden fyldningsbehandlingen og smerterne var periodevise og lejlighedsvist kraftige. Det var ikke muligt at afgøre, om smerterne stammede fra tanden +4 eller +7, og patienten blev informeret om, at årsagen kunne være betændelse i tandnerven på grund af revner i tandkronen. Der blev herefter påbegyndt rodbehandling af tanden +7 den 25. maj 2016, hvor man konstaterede død tandnerven. I forbindelse med udrensningen af den forreste af de ydre rødder knækkede en rodfil i kanalen, som blev forsøgt fjernet uden held. Den 18. august 2016 blev der foretaget en desinficerende skylning af kanalerne og der blev taget røntgen, som viste rodspidsbetændelse. Behandlingen blev herefter fortsat den 8. september 2016, hvor det blev noteret, at patienten havde haft smerter gennem et par uger. Der blev igen taget røntgen og klinisk blev det konstateret, at tanden var flækket langs infraktionslinje mellem palatinale og faciale rodkanaler i mesiodistal retning. Det palatinale fragment sad løs og det blev vurderet, at tanden ikke var bevaringsværdig. Tanden blev derfor trukket ud samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand på grund af fejlbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. oktober 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at plastfyldningen blev fornyet den 29. marts 2016, hvorefter patienten blev anbefalet kronebehandling af tanden. Ved undersøgelse i maj 2016 var der opstået smerter og patienten blev informeret om, at årsagen kunne være betændelse i tandnerven som følge af revnedannelse i tanden. Der blev efterfølgende udført en rodbehandling af tanden og ved behandlingen den 8. september 2016, hvor patienten havde haft smerter gennem et par uger, blev det konstateret, at tanden var revnet på langs, og at et stykke af tandkronen var løs.

Tryg fandt videre, at den udførte fyldningsbehandling fra marts 2016 ikke var så dyb, at tandnerven blev involveret. Den betændelse, som opstod, og medførte behov for rodbehandling, skyldes således med overvejende sandsynlighed, at revnen i tandkronen har været adgangsvej for en infektion.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at der i forbindelse med rodbehandlingen foretaget den 25. maj 2016 knækkede en rodfil, ikke har været årsagen til, at tanden mistes, da tanden med overvejende sandsynlighed mistes som følge af sin grundlidelse, som var revnedannelse. Revnedannelse opstår både i intakte og restaurerede tænder og kan være overfladiske såvel som dybe. Selve revnedannelsen opstår som en konsekvens af tandens naturlige belastning og svækkelse fra frembrudstidspunktet, herunder yderligere svækkelse, hvis tanden er blevet behandlet på grund af caries.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. oktober 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden +7 knækkede som følge af grundlidelsen i form af revnedannelse og ikke som følge af den knækkede rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.