Skip to content

3714-17

Skadetype: Nerveskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling med efterfølgende nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Rodbehandling med efterfølgende nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der den 13. juni 2016 havde gener fra tanden -6. Der blev taget røntgen, som ikke viste tegn på behandlingskrævende tilstande. Patienten henvendte sig den 22. september 2016 til den behandlende tandlæge, da hun havde smerter fra tanden -6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. Ifølge journalen var der caries i tanden og en del af nerven i tanden var nekrotisk. I forbindelse med behandlingen blev der anvendt 1,7 ml. Mepivacain som bedøvelse. Patienten havde stadig smerter i tanden den 6. oktober 2016 og der blev igen udrenset. Den 13. oktober 2016 blev tanden rodfyldt og forsynet med en plastopbygning. Ifølge journalen mærkede patienten ingen smerter i tanden -6 eller i læben/ kæben ved rodfyldningen. Den 20. april 2017 blev det noteret, at patienten fortsat havde føle-forstyrrelser i venstre side af underlæben samt smerter, der blev udløst af berøring af underlæben. Rodbehandlingen fandtes at være sufficient og der var ingen perkussions-ømhed fra tanden. Der blev noteret obs for trigeminusneuralgi og der blev aftalt henvisning til kæbekirurgisk afdeling. I henvisningsskrivelsen af 21. april 2017 blev det bl.a. noteret, at tanden -6 gav smerter og at der efter udtagning af sølvfyldning kunne konstateres en brudlinie. Ifølge journalen af 9. maj 2017 fra kæbekirurgisk afdeling blev der diagnosticeret atypiske ansigtssmerter og nedsat følelse svarende til læbe/tand-nerven i venstre side.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén på grund af smerter efter behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. august 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var smerter i tanden -6 allerede inden, at rodbehandling af tanden blev indledt jf. journalnotat af 13. juni 2016.

Tryg fandt videre, at der var indikation for rodbehandling af tanden på grund af hul og revne jf. journalnotatet af 22. september 2016. Tanden kunne desuden rodfyldes uden smerter i tanden eller i læbe/kind jf. journalnotatet af 13. oktober 2016. Endvidere er der ikke journaliseret komplikationer i forbindelse med bedøvelsen eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Tryg fandt derfor, at der ikke er tilvejebragt den fornødne dokumentation for en sammenhæng mellem patientens gener og behandlingen med rodbehandling og lokalbedøvelse. Patientens smerter og ubehagsgener har derfor med overvejende sandsynlighed årsag i grundlidelsen, henfalden nerve, som har provokeret kroniske smerter og ubehagsgener eller en anden ukendt grund, som ikke skyldes selve rodbehandlingen eller bedøvelsen.

Tryg fandt således, at der ikke er sket en skade som følge af den udførte rodbehandling af tanden -6, da der ikke er årsagssammenhæng mellem tandbehandlingen og smerterne. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 4. august 2017, som anført nedenfor.

Nævnet finder på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse, at det er overvejende sandsynligt, at der er sket en nerveskade i forbindelse med lokalbedøvelsen og rodbehandling i september 2016.

Nævnet finder videre, at skaden er tilstrækkelig sjælden og alvorlig set i forhold til den grundlidelse, patienten blev behandlet for.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på opgørelse af erstatningens størrelse og omfang.