Skip to content

3935-18

Skadetype: Nerveskade - N.Facialis
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling med anlæggelse af bedøvelse og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling med anlæggelse af bedøvelse og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 6. juli 2016 på grund af smerter. Der blev taget røntgenbillede og konstateret dyb caries i tanden +5. Efter anlæggelse af lokalbedøvelse den 7. juli 2016 blev tanden delvis renboret og der blev lagt en midlertidig fyldning. Ifølge journalen fra den 4. august 2016 havde patienten ingen symptomer fra tanden +5. Den 8. marts 2017 blev der igen anlagt lokalbedøvelse og tanden blev renboret samt bygget op i plast. Det blev noteret, at caries var dyb og i kontakt med tandens nerver. Den 13. og 14. marts 2017 blev der noteret smerter fra tanden, og at patienten mente, at lokalbedøvelsen var årsag til smerterne. Det blev overvejet at foretage en rodbehandling, men på grund af, at tanden var kuldefølsom og grundet vitalitetstesten afstod man herfor. Den 27. oktober 2017 blev patienten undersøgt af en neurolog, som efterfølgende stillede diagnosen, nervesmerter i venstre ansigtsnerve (nervus facialis).

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. oktober 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden +5 skulle renbores og have en midlertidig fyldning på grund af et dybt hul. Det blev endvidere noteret, at tanden eventuelt skulle rodbehandles.

Tryg fandt dermed, at tanden skulle renbores og behandles med en fyldning på grund af grundlidelsen, hul. Behovet for renboring og behandling med fyldning samt eventuelt rodbehandling er derfor en følge af de konsekvenser, som grundlidelsen, hul har haft for tanden.

Tryg fandt videre, at der ikke foreligger den nødvendige dokumentation for en sammenhæng mellem patientens ubehagsgener og behandlingen med lokalbedøvelse.

I den forbindelse fandt Tryg, at diagnosen nervesmerter fra n. facialis, neuro-anatomisk ikke er mulig ved anlæg af en bedøvelse svarende til rodspidsen af tanden +5. Det er meget naturligt, at et hul i tanden kan give betændelse og dermed gener fra området.

Tryg fandt således, at patientens smerter med overvejende sandsynlighed har årsag i selve grundlidelsen, hul og ikke på grund af lokalbedøvelsen eller tandlægens behandling. Der er dermed ingen årsagssammenhæng mellem behandlingen af tanden +5 med lokalbedøvelse og smerterne.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. oktober 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en nerveskade i forbindelse med anlæggelse af lokalbedøvelsen. I den forbindelse er der lagt vægt på, at det ikke anatomisk er muligt at påvirke nervus facialis i venstre side ved anlæggelse af lokalbedøvelse ved rodspidsen i regio +5.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.