Skip to content

3938-18

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 25-årig kvinde, der den 4. april 2018 fik taget røntgenbillede af tanden 2-. Det blev vurderet, at røntgen viste rodspidsbetændelse og forsvundet tandsubstans inde i tanden. Patienten blev derfor informeret om, at tanden skulle rodbehandles. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden den 30. april 2018 og i forbindelse med søgning af rodkanalen skete der en parietal perforation. Patienten blev informeret herom, og at tanden var løs og havde stort knoglesvind omkring sig. Tanden var derfor ikke bevaringsværdig og burde fjernes snarest.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. september 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af 4. april 2018 dokumenterer stort knoglesvind omkring roden på tanden 2-, udvidet tandkødslomme på fladen mod tanden 3- og mangel på tandsubstans indefra.

Tryg fandt derfor, at tanden 2- allerede inden rodbehandlingen fremstod uden rationale for behandling. Tanden var således allerede tabt på dette tidspunkt. Det vil sige, at røntgenbilledet viser, at tanden 2- var en svækket tand og dermed ikke bevaringsværdig. Dette betyder, at behandlingen i form af udtrækning af tanden, som nu skal udføres, svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført. Det forhold, at der alligevel blev udført en anden behandling i form af rodbehandling af tanden, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Tryg fandt dermed, at gennemboringen af tanden 2- ikke er årsagen til tabet af tanden, da tanden allerede inden behandlingen var mistet.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 6. september 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgen fra 4. april 2018 viser, at tanden 2- var bevaringsværdig forud for den udførte rodbehandling. Bedst mulig behandling havde derfor tilsagt, at søgningen af rodkanalen var udført under mikroskop med fine ultralydsspidser og håndfile, hvorved skævboringen kunne have været undgået. Der kan derfor tilkendes erstatning for tab af tanden 2-.

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang, inkl. eventuel fradrag for behandling, som skulle have været udført under alle omstændigheder for at bevare tanden.