Skip to content

3898-18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Af tandstillingsfejl

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostisk og behandling af tandstillingsfejl. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostisk og behandling af tandstillingsfejl. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årige kvinde, der i perioden fra 1994 til 2008 blev behandlet af den kommunale tandpleje. Den 22. januar 2004 var patienten visiteret med henblik på tilbud om tandreguleringstilbud. Ifølge journalen var patienten ikke kandidat til tandregulering, da forholdene blev vurderet som værende ikke behandlingskrævende. Det blev desuden bemærket i journalen det manglende frembrud af tanden +3. Den 2. oktober 2008 blev der udfyldt en SCOR-blanket samt noteret, at alle tænder var frembrudt. Desuden blev det noteret, at der skulle tages bite wings ved sidste undersøgelse inden det fyldte 18. år. Det fremgår imidlertid af journalen, at patienten efterfølgende udeblev og efterfølgende skiftede tandlæge til privat praktiserende tandlæger.

Patienten ønsker nu erstatning for at rette den fejl, som den kommunale tandpleje har lavet.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. juni 2018 traf Tryg afgørelse om, at sagen ikke kan behandles, da behandlingen ikke er omfattet af loven i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 3.

Tryg fandt, at lov om patientforsikring gælder for skader, der er sket ved undersøgelse, behandling eller lignende hos den kommunale tandpleje efter 1. januar 2004.

Tryg fandt derfor, at der ikke kan tages stilling til forhold, som er sket eller burde være sket før den 1. januar 2004.

Tryg fandt i den forbindelse, at optimal behandling og diagnostik ville have været, at man i 10-12 års alderen, for patienten vedkommende i perioden maj 2001 til maj 2003 havde konstateret manglende frembrud af tanden +3 og derefter iværksættelse af tiltag til at afhjælpe dette.

I forbindelse med visitation til undersøgelse for muligt behov for tandregulering den 22. januar 2004 blev det bemærket, at der var manglende frembrud af tanden +3.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at man ikke efterfølgende har fulgt op på dette, kan der ikke tages stilling til, da det ligger mere end 10 år før patientens anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, den 2. maj 2017 og dermed forældet jf. PFL § 19, stk. 2.

Tryg kan derfor ikke behandle sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. juni 2018 med en delvis ændret begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Tryg, at der ikke kan tages stilling til den behandling, der blev udført før 1. januar 2004, da den kommunale tandpleje ikke var omfattet af reglerne i patientforsikringsloven før den 1. januar 2004.

 

For så vidt angår behandlingen udført i perioden fra 1. januar 2004 og frem til 2. maj 2007 finder nævnet, at der ikke kan tages stilling til eventuelle skader i denne periode, som ligger mere end 10 år før Deres anmeldelse, som blev modtaget i Tandlæge-foreningens Tandskadeerstatning/ Tryg, den 2. maj 2017. Et krav vedrørende behandling i denne periode vil dermed være forældet i henhold til lov om patientforsikring § 19, stk. 2/ lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 2.

 

Det tilføjes, at den ikke frembrudte hjørnetand fremviste en så kompliceret beliggenhed, at nævnet finder, at den ikke kunne have været fremført ved tandregulering. Kirurgisk fjernelse af tanden ville have indebåret et større kirurgisk indgreb, som ikke var indiceret i 2008 og heller ikke er det nu, medmindre der opstår sygdom omkring tanden.

 

Da nævnet endvidere finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at De er påført en erstatningsberettigende skade ved, at der ikke er foretaget yderligere behandling i perioden fra 2. maj 2007 til 2. oktober 2008, stadfæster nævnet Trygs afgørelse.