Skip to content

3922-18

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Behov for rodbehandling, ny rodbehandling og kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Behov for rodbehandling, ny rodbehandling og kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der i perioden fra den 24. marts 2011 til 2016 regelmæssigt har gået undersøgelse og diverse behandlinger hos til tandlægen. Den 31. juli 2012 blev der konstateret død nerve i tanden +5. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, som blev afsluttet med en rodfyldning og kontrolrøntgen den 3. september 2012. Der blev taget bite wings den 21. maj 2013. Den 15. januar 2014 oplevede patienten isninger fra tanden +6, hvorfor der blev taget røntgen af tanden. Ifølge journalen var der ikke behandlingskrævende caries eller rodspidsbetændelse. Ifølge journalen fra den 10. februar 2016 blev der taget kontrolrøntgen af tanden +6, og det blev noteret, at patienten ikke ønskede reparation af tanden, da han havde problemer med sammenbiddet. Patienten skiftede herefter tandlæge, som den 21. juni 2016 konstaterede et større behandlingsbehov. Der var caries eller behov for nye fyldninger i tænderne 8,7+4,5,6,7,8 og 8,7,5-5,6,7,8. Desuden blev der konstateret rodspidsbetændelse ved tænderne +5,6 og 7-6,7. Tænderne +5,6 og 8,7-6,7,8 blev herefter fundet ikke bevaringsværdige, hvorfor tænderne +5,6 og 8,7-6,7 blev fjernet den 22. september 2016. I perioden fra den 29. september til 8. november 2016 blev tænderne 8,7,1+1,4,7,8 og 5-5,8 behandlet med plastfyldninger. Den 17. november 2016 blev der isat 6 implantater til erstatning af tænderne +5,6 og 8,6-6,7. Der blev herefter cementeret implantatkroner på implantaterne regio +5,6 og -6,7 samt bro regio 8- til 6- den 23. maj 2017.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne i henhold til behandlingsoverslag, kørsels/parkeringsudgifter samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. august 2018 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tænderne +5,+6 og -7 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede fra den 3. september 2012 viser, at der er rodspidsbetændelse på tanden +5, samt at rodfyldningen ikke er tæt og homogen eller ført til rodspidsen. Endvidere viser røntgen fra den 10. februar 2016 og den 21. juni 2016, at der er hul i tanden +5, et større tab af tandsubstans samt rodspidsbetændelse.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialist behandling havde været, at man i forbindelse med behandlingen den 3. september 2012 havde sikret en tæt, homogen og tilstrækkelig lang rodfyldning. Ligeledes ville den erfarne specialist have taget et kontrolrøntgenbillede efter et år for at sikre, at betændelsen var forsvundet. Såfremt dette var sket, ville man med overvejende sandsynlighed have undgået tab af tandsubstans og tanden +5 kunne have været bevaret på sigt. Den manglende diagnostik og behandling har dermed haft negative konsekvenser for tanden +5.

Tryg fandt videre, at røntgen fra den 3. september 2012 viser, at der er rodspidsbetændelse på tanden. Desuden viser bite wings fra den 21. maj 2013 og 15. januar 2014 begyndende tab af knogle svarende til røddernes forgreningspunkt på tanden +6. Det bemærkes, at rodspidserne ikke kan ses på billederne. Røntgen fra den 10. februar 2016 viser tab af knogle svarende til røddernes forgreningspunkt på tanden. Endvidere viser røntgen af 21. juni 2016 rodspidsbetændelse samt tab af tandbærende knogle på tanden +6, samt større betændelsesproces udgående fra tanden +6. Betændelsesprocessen befinder sig i bihulen.  

Tryg fandt herefter, at erfaren specialist behandling havde været, at man den 15. januar 2014, hvor patienten henvendte sig med gener fra tanden +6, havde sikret, at røntgenbilleder fra samme dag viste alle og hele længden af rodspidserne på tanden +6. Derved havde man med overvejende sandsynlighed kunne have diagnosticeret rodspidsbetændelse på tanden. Den manglende diagnostik og behandling har haft negative konsekvenser for tanden +6.

Tryg fandt desuden, at bite wings fra den 21. maj 2013 og den 15. januar 2014 viser begyndende tab af knogle svarende til røddernes forgreningspunkt på tanden -7. Det bemærkes, at rodspidserne ikke kan ses på billederne, samt at billedet fra den 15. januar 2014 er meget lys, hvorfor det er svært at se eventuel rodspidsbetændelse på tanden -7. Røntgenbilleder af den 10. februar 2016 og 21. juni 2016 dokumenterer tab af tandbærende knogle svarende til røddernes forgreningspunkt på tanden -7, samt rodspidsbetændelse på begge rødder og yderligere tab af tandsubstans.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialist behandling havde indebåret, at der løbende ved tandundersøgelser og optag af røntgenbilleder var journaliseret forhold ved tanden -7, samt sikret at bite wings taget den 15. januar 2014 var i en så god kvalitet, at det havde været muligt at diagnosticere ud fra disse. Alternativt taget et nyt brugbart billede. Derved havde man med overvejende sandsynlighed opdaget rodspidsbetændelsen og have igangsat korrekt behandling. Den manglende diagnostik og behandling har haft negative konsekvenser.

Tryg fandt derfor, at der kan ydes erstatning for rimelige udgifter til fjernelse af tænderne +5,+6 og -7 og erstatning med implantater. Patienten har dog med denne erstatning sparet udgifter til kirurgisk rodbehandling, stiftopbygning og krone på tænderne +5,+6 og -7, da patienten ville have haft disse udgifter for at kunne bevare tænderne på længere sigt. Der fratrækkes herefter skønsmæssigt i alt 34.200 kr., som vil blive justeret ved den endelige opgørelse, da patienten er medlem af Sygeforsikringen Danmark.

Tryg fandt dog, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen af tænderne 8+,7+,1+,+1,+4,+7,+8,5-,-5 og -8 hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er diagnosticeret behandlingskrævende tilstande på disse tænder, som skal behandles med plastfyldninger som følge af grundlidelsen hul.

Tryg fandt således, at ingen af tænderne med overvejende sandsynlighed har haft utilstrækkelige fyldninger, som tidligere er blevet lavet, eller huller som ikke er blevet opdaget på et tidligere tidspunkt. Det forhold, at patienten nu har fået konstateret et større behandlingsbehov, har ikke medført negative konsekvenser for patientens tandsæt. Det betyder, at patienten skal have lavet samme type behandlinger, som var behovet opdaget på et tidligere tidspunkt. Der er dermed ikke tale om erstatningsmæssig berettiget skade på disse tænder, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 6. august 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at tanden +5 kunne have været bevaret ved en omlavning af rodbehandlingen. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

For så vidt angår tænderne +6 og -7 ville korrekt skadesudbedrende behandling have været rodbehandling af tanden +6 samt kirurgisk rodbehandling af tanden -7. Disse to tænder er imidlertid trukket ud af anden tandlæge, hvorfor der ikke kan tilkendes erstatning for udgifterne til disse rodbehandlinger.

Den af Tryg tilkendte ret til erstatning er derfor bortfaldet.

I øvrigt tiltræder nævnet Trygs afgørelse vedrørende tænderne 8,7,1+1,4,7,8 og 5-5,8, da der alene er tale om udskudt behandling. Det forhold, at behandlingerne ikke er blevet udført tidligere, har således ikke medført en skade i lovens forstand.

Hvis De ønsker, at der skal tages stilling til, om der eventuelt er sket en erstatnings-berettigende skade ved udtrækning af tænderne +5,6 og -7 hos anden tandlæge, skal De indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg, som herefter vil træffe en afgørelse herom.