Skip to content

3952/18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af tand og efterfølgende behov for fjernelse af efterladt rodspids. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Udtrækning af tand og efterfølgende behov for fjernelse af efterladt rodspids. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der henvendte sig akut den 8. november 2017 på grund af voldsomme smerter fra tanden -6. Det blev konstateret, at tanden var fraktureret og ikke bevaringsværdig. Patienten blev derfor anbefalet at få tanden trukket ud, hvilket blev forsøgt samme dag ved en simpel udtrækning. Dette lykkedes imidlertid ikke, hvorfor kronen blev fjernet og rødderne delt i to samt fjernet uden besvær. Ifølge journalen fra den 24. november 2017 meldte patienten afbud, da hun ikke kunne overskue mere behandling. Patienten ønskede ikke flere tandudtrækninger og ønskede heller ikke at fortsætte hos tandlægen. Det blev noteret, at patienten fortsat havde gener efter udtrækning af tanden, og patienten fik derfor en tid hos anden tandlæge på klinikken. Den 8. december 2017 blev tanden 5+ behandlet med en plastfyldning. Efterfølgende meldte patienten afbud flere gange og ved afbud den 7. februar 2018 meddelte patienten, at hun ikke ønskede at gå hos tandlægen mere. Ifølge journalen havde patienten været til en anden tandlæge, som havde taget røntgen og konstateret en efterladt rodspids i regio -6.

Patienten søger nu om erstatning for den glemte rod og for følgerne heraf.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at fjerne tanden 6- (-6) på grund af fraktur af tanden. Tanden blev på baggrund heraf vurderet til at være udtræknings-moden. Desuden dokumenterer journal og røntgen af 7. februar 2018, at der var efterladt en rodspids i tanden -6.

Tryg fandt herefter, at den efterladte rodspids i tanden med overvejende sandsynlighed er årsagen til patientens gener.

Tryg fandt videre, at selv om behandlingen med udtrækning af tanden muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, da der blev efterladt en rodspids, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få fjernet den efterladte rod, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af tandstatus.

Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. november 2018 med den Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den efterladte rodspids ved -6 kan fjernes under samme forudsætninger som forud for den oprindelige tandudtrækning. Det forhold, at en behandling skal laves om og evt. bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.