Skip to content

3954/18

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskader til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende nerveskader til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 39-årig kvinde, der blev henvist til en specialtandlæge for fjernelse af tanden 8- på grund af caries i tanden. Tanden 8- blev derfor fjernet ved et kirurgisk indgreb den 8. oktober 2014 af specialtandlægen. I den forbindelse blev der anvendt 2 x 1,8 ml. Citanest Octrapressin som bedøvelse. Patienten henvendte sig hos den behandlende tandlæge den 15. oktober 2014, da der var knækket noget af fyldningen i tanden 7-. Ifølge journalen blev tanden behandlet med en midlertidig fyldning, da det ikke var muligt at opnå tilstrækkelig virkning af lokalbedøvelsen. I den forbindelse blev der anvendt 1,8 ml. Citanest Octrapressin som blokade. Den 29. oktober 2014 blev det noteret, at patienten oplevede prikkende fornemmelse i kind og underlæbe i højre side. Den 7. november 2014 blev tanden 7- behandlet med en fyldning under anvendelse af 2 x 1,8 ml. Citanest Octrapressin som bedøvelsesmiddel. Lokalbedøvelsen blev lagt som blokade og infiltration i rodspalten. Patienten ved til kontrol hos specialtandlægen den 8. december 2014, hvor det blev noteret, at patienten oplevede føleforstyrrelse i højre side med ”krible krable” – fornemmelse i tunge og læbe.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. september 2018 traf Tryg afgørelse om, at patienten ikke får erstatning.

Tryg fandt, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynligt, at patienten har fået trigeminal neuropati som følge af behandlingen den 15. oktober 2014.

Tryg fandt i den forbindelse, at trigeminusneuralgi ligger latent hos den enkelte og kan udløses, men ikke forårsages af en tandbehandling. Årsagen til patientens smerter, trigeminusneuralgi er en grundlidelse, der ikke har relation til patientens tandbehandling, men derimod har ligget i kroppen.

Tryg fandt videre, at de varige gener, patienten har fået som følge af behandlingsskaden, ikke er erhvervshindrende indenfor ethvert erhverv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Sagen er hermed afsluttet. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 26. september 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at De som følge af den anerkendte nerveskade har fået smertefuld posttraumatisk trigeminal neuropati.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en fornyet vurdering af alle erstatningsposter på dette grundlag.