Skip to content

3958/18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand på grund af infraktion. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand på grund af infraktion. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der henvendte sig hos tandlægen den 18. maj 2017 på grund af smerter fra regio 6+. Der blev taget røntgen af tanden 6+, som fandtes at vise caries samt dybe brudlinier i tanden. Ifølge journalen blev patienten informeret om et muligt behov for rodbehandling, og at tanden i værste fald kunne mistes på grund af brudlinierne. Der blev herefter påbegyndt rodbehandling af tanden hos anden tandlæge den 27. maj 2017, hvor der blev konstateret henfald af tandens nerve. Desuden blev der taget kliniske fotos af tanden. Rodbehandlingen blev herefter fortsat hos den behandlende tandlæge den 1. juni 2017, hvor det ikke lykkedes at finde den disto-faciale kanal. Det blev noteret, at der sås en tydelig infraktion distalt. Ved den fortsatte rodbehandling den 12. juni 2017 blev den disto-faciale kanal fundet og i forbindelse med bearbejdningen skete der en gennembrydning af roden. Tanden blev derefter rodfyldt i to af tandens 4 rodkanaler. Efterfølgende blev patienten henvist til en specialtandlæge for færdiggørelse af de sidste to rodkanaler. Den 13. oktober 2017 konstaterede specialtandlægen, at der var dyb fraktur af roden. Tanden var derfor ikke længere bevaringsværdig. Tanden blev herefter fjernet operativt den 24. januar 2018.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den fejlslagne rodbehandling, udtrækning af tanden samt isættelse af implantat. 

1. instans afgørelse:

I brev af 16. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at patienten har mistet tanden 6+ på grund af sin grundlidelse, dybe brudlinjer.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede fra den 18. maj 2017 og klinisk foto fra 27. maj 2017 samt journalen dokumenterer, at tanden ikke var bevaringsværdig som følge af dybe brudlinjer.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at der skete en gennembrydning af roden den 12. juni 2017 ikke ændrer på det faktum, at der ikke var grundlag for at gennemføre behandling, da tanden 6+ havde dybe brudlinjer.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 16. november 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at kliniske fotos fra den 27. maj 2017 dokumenterer tilstedeværelsen af en dyb infraktion, og at prognosen for bevarelse af tanden derfor var ringe forud for rodbehandlingen. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden mistes som følge af grundlidelsen, infraktion og ikke gennemboringen.

Det forhold, at man alligevel forsøgte at rodbehandle tanden og at De eventuelt ikke var informeret om infraktionen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.