Skip to content

1951/11

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Kæbefraktur
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med kæbefraktur til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med kæbefraktur til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig mand, der ifølge journalen fra den 10. maj 2010 tyggede på tandkødet bag tanden 7- ved sammenbid. Der blev målt let fordybet tandkødslomme distalt, og røntgen viste en ikke-frembrudt visdomstand, som skulle fjernes. Patienten blev derfor henvist for fjernelse af tanden, hvilket skete ved operation den 25. juni 2010. Ifølge journalen blev operationen udført med standardåbning, og der blev konstateret en stor folliculærcyste distalt og okklusalt. Der blev herefter fjernet knogle foran tanden, som blev løsnet og delt mellem rødderne, hvorefter det blev fjernet enkeltvist. Det blev desuden noteret, at der var aftryk af underkæbens nerve i roden, men at nerven fandtes intakt. Der blev herefter lukket med tre sutur. Efterfølgende blev der konstateret brud på underkæben og patienten blev derfor henvist til sygehuset. På sygehuset blev der konstateret brud af underkæben under alveolen. Frakturen fandtes at være mobil, hvorfor den blev fikseret ved operation med isættelse af plade og biddet blev stabiliseret ved sammenbinding af over- og underkæbetænderne. Efterfølgende har patienten gennemgået et langvarigt behandlingsforløb for at udbedre skaden.

Patienten søger nu om erstatning for helbredelsesudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. oktober 2018 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 82.152 kr. i erstatning.

Codan fandt, at patienten er berettiget til erstatning for afholdte transportudgifter på i alt 13.527 kr.

Codan fandt videre, at hele processen med den skadesudbedrende behandling har taget mere end 7 år og på baggrund af journalerne, er patienten berettiget til det maksimale i godtgørelse for svie og smerte, som er 76.500 kr. Patienten har i 2010 og i 2011 fået udbetalt i alt 7.875 kr. i godtgørelse for svie og smerte, hvorfor det beløb fratrækkes i de 76.500 kr. Patienten skal derfor have udbetalt 68.625 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Codan fandt endvidere, at det fremgår af journalen, at patientens bid nu er tæt og tilfredsstillende, hvorfor patienten ikke har noget varigt mén.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. oktober 2018 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke kan tilkendes godtgørelse for varigt mén på minimum 5%, da det fremgår af journalnotat fra 12. juni 2018, at biddet er tilfredsstillende tæt, og at der ikke kan findes en forklaring på Deres fornemmelse af lidt nedsat følelse i bløde gane. Deres subjektive gener findes i sig selv ikke at være af en sådan karakter eller et sådant omfang, at de kan begrunde, at méngraden  fastsættes til minimum 5%.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.