Skip to content

3974/19

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af fire visdomstænder. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af fire visdomstænder. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig mand, der den 26. maj 2016 fik taget røntgen af tænderne 8-8. I den forbindelse blev det vurderet, at tænderne burde fjernes, da de lå tæt på de foranstående tænder 7-7. Den 13. juni 2017 blev der konstateret fordybet tandkødslomme mellem tænderne 8- og 7-, og patienten blev anbefalet fjernelse af tanden 8-. Der blev taget et supplerende panoramarøntgen og i den forbindelse blev det noteret, at tænderne 8-8 lå vandret i underkæben. Desuden blev det noteret, at tænderne 8+8 ikke var frembrudte og lå i kæben. Ifølge journalen fra den 24. juni 2017 blev patienten telefonisk informeret om, at tandlægen anbefalede fjernelse af tænderne 8+8 og 8-8. Det blev noteret, at patienten var indforstået hermed og ønskede alle fire tænder fjernet på en gang. Tænderne blev herefter fjernet ved operation den 23. august 2017. Det blev i den forbindelse bl.a. noteret, at tænderne 8+8 og -8 var dækket af tandkød, mens en lille del af tanden 8- var brudt igennem tandkødet. Desuden var patienten indforstået med, at alle tænderne skulle fjernes, og patienten blev tilbudt, at indgrebet kunne stoppe efter hver tand var taget ud. Der blev anlagt bedøvelse og  patienten fik afslappende medicin. De operative indgreb for hvert tand blev herefter beskrevet i journalen. Patienten kontaktede efterfølgende tandlægen den 24. august 2017, da han var meget hævet og da det stadig blødte lidt. Ifølge journalen blev patienten instrueret i at fortsætte med at anvende kolde omslag og om at tage smertestillende medicin. Den 28. august 2017 var patienten til kontrol på grund af fortsat hævelse og smerter samt generel utilpashed. Patienten oplyste, at han havde været til vagtlægen, som havde ordineret antibiotika på grund af mulig infektion. Det blev noteret, at patienten havde mindre hævelser og ingen tegn på infektion. Den 30. august 2017 oplyste patienten telefonisk, at han ikke længere havde feber, men stadig var hævet. Desuden var der fortsat siveblødning. Den 4. september 2017 blev stingene fjernet og der blev konstateret fin opheling. Ifølge journalen oplyste patienten, at der fortsat var blødning fra sårene om natten, og moren oplyste, at patienten havde været nødt til at flytte hjem for at få pleje på grund af blødning og opkastninger i dagene efter indgrebet. Der blev udtrykt utilfredshed med, at alle fire tænder var blevet fjernet ved samme indgreb, og at patienten følte, at han ikke havde mulighed for at sige fra under indgrebet på grund af bedøvelse og afslappende medicin. Patientens forældre var efterfølgende til et møde hos tandlægen den 5. september 2017 om forløbet med fjernelse af tænderne og efterforløbet. Den 11. september 2017 var patienten til kontrol på grund af hævelse af underkæben i venstre side. Patienten oplyste, at han havde været hos vagtlægen, som havde ordineret antibiotika. Der blev konstateret hævelse ved regio -8, og der kunne presses lidt betændelse ud fra området. Efterfølgende oplyste patienten telefonisk den 12. september 2017, at det gik godt, og at der nu kun var en mindre hævelse i venstre side af underkæben. Den 20. september 2017 oplyste patienten telefonisk, at der fortsat var hævelse i begge sider af underkæben.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til medicin, tabt studietid, samt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. oktober 2018 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af et mere kompliceret og forlænget efterforløb efter operativ fjernelse af fire visdomstænder på en gang samt uberettiget fjernelse af tænderne 8+8 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at operationsnotatet fra den 23. august 2017 beskriver kontakt mellem tanden 8- og den bagudvendende rod på tanden 7-, og det samme gælder tanden -8, der også havde kontakt til den bagudvendende rod på tanden -7. Der var dermed grundlag for at fjerne tænderne 8-8 operativt.

Tryg fandt videre, at der har været komplikationer i efterforløbet ud over, hvad der er forventeligt. Den udførte behandling med fjernelse af alle fire visdomstænder på en gang har dermed forlænget patientens sygeforløb med omkring 2 uger i forhold til det forventelige.

Tryg fandt desuden, at grundlaget for at fjerne en visdomstand er gentagne betændelses-tilstande eller skade på eller sygdomsforhold på foranliggende tænder. Ingen af disse forhold var tilstede for tænderne 8+8, idet der alene var en potentielt risiko for skade på de foranliggende tænder, som endnu ikke var tilstede og ikke med sikkerhed ville opstå på et senere tidspunkt.

Tryg fandt derfor, at der ikke var grundlag for at operere tænderne 8+8 ud, og tænderne er dermed fjernet uberettiget.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været at fjerne tænderne 8-8 operativt og undlade at fjerne tænderne 8+8. Herved havde efterforløbet efter operativ fjernelse af fire visdomstænder på en gang med overvejende sandsynlighed været mindre omfattende, og patienten havde dermed bevaret tænderne 8+8.

Patienten var herefter berettiget til i alt 11.903,70 kr. i erstatning og godtgørelse. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 31. oktober 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, der var indikation for at fjerne tænderne 8-8 på grund af kontakten til tænderne 7-7, og det anses i den situation for at være i overensstemmelse med bedst mulig behandling at tilbyde fjernelse af tænderne 8+8 på samme tidspunkt.

Det er nævnets vurdering, at efterforløbet ikke er blevet forværret herved.

Den af Tryg tilkendte erstatning bortfalder derfor.