Skip to content

3975/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der den 26. marts 2012 fik isat et implantat i regio 6-. Den 4. april 2012 blev trådene fjernet, og den 8. marts 2013 blev der isat en tandkødsformer i implantatet. Den 15. april 2013 blev abutment og krone cementeret på implantatet. Den 3. maj 2013 recementerede en anden tandlæge på klinikken kronen på implantatet. Kronen var igen løs den 14. marts 2017 og der blev taget røntgen, som viste tab af kæbeknoglen ved implantatet. Den 24. august 2017 henvendte patienten sig med implantatkronen, der var roteret 180 grader i forbindelse med tygning. Kronen blev herefter drejet på plads. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, som den 12. oktober 2017 konstaterede brud på implantatet. Desuden blev der taget røntgen, som viste tab af 50% af kæbeknoglen ved implantatet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. oktober 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten den 26. marts 2012 fik installeret et implantat i regio 6-, og at der den 15. april 2013 blev monteret en forbindelsesdel og en krone på implantatet 6-. Desuden havde implantatet løsnet sig og var knækket i september 2017.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få en ny implantatbåret krone i regio 6-, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af tandstatus.

Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Trug fandt dog, at hvis patienten ønsker en vurdering af det forhold, at hun har mistet tandbærende kæbeknogle ved implantatet, skal hun foretage en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning overfor den tandlæge, der udførte behandlingen den 14. marts 2017.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 19. oktober 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantatbehandlingen regio 6- kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige implantatbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Hvis det viser sig, at der måtte være behov for knogleopbygning, kan De indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, som oplyst af Tryg i afgørelsen.