3978/19

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig mand, der den 25. august 2017 havde knækket tanden +6. Der blev derfor anbefalet kronebehandling af tanden. Den 5. september 2017 blev fyldningen derfor fjernet og efter renboring blev det konstateret, at der ikke var tilstrækkelig tandsubstans tilbage til umiddelbart at sætte en krone på tanden. Det blev derfor anbefalet af rodbehandle tanden og opbygge den inden kronebehandling. Tanden blev herefter rodbehandlet den 5. september 2017, og den 13. september 2017 blev der isat en rodstift i tandens ganevendende rodkanal. Den 20. september 2017 blev der taget aftryk til krone, og den 27. september 2017 blev konen cementeret på tanden. Efterfølgende havde patienten gener ved tygning og den 15. februar 2018 følte patienten, at generne strålede ud i kinden. Patienten blev derfor henvist til en øre-, næse- og halslæge og til Panum til videre undersøgelse. Ifølge journalen fandt øre-, næse- og halslægen intet abnormt andet end en hævet lymfeknude i kinden. Den 26. april 2018 blev patienten undersøgt af en anden tandlæge, som konstateret rodfraktur på tanden tæt ved rodkomponenten. Tanden blev derfor efterfølgende trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for de afholdte udgifter, samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. december 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden +6 blev kronebehandlet, og der foreligger røntgen samt panoramarøntgen, som viser tanden med en velpassende krone og en rodstift central placeret i den ganevendende rodkanal. Der ses ikke tegn på gennembrydning af tandrodens overflade.

Tryg fandt videre, at to til tre måneder efter kronebehandlingen viste tanden symptomer på, at det var overvejende sandsynligt, at tandens resttandsubstans ikke var tilstrækkelig stærk til at kunne klare rodbehandling, opbygning og krone. Herefter skete der en rodfraktur, som med overvejende sandsynlighed har baggrund i tandens grundlæggende svækkelse og dermed ikke den udførte tandbehandling.

Tryg fandt endvidere, at det forhold, at en tand udvikler rodfraktur, ikke i sig selv er en skade, da rodfrakturer oftest forekommer i rodbehandlede tænder og er en hændelig komplikation, men ikke udgør en behandlerpåført skade.

Tryg fandt således, at rodfrakturen med overvejende sandsynlighed er en konsekvens af den svækkelse og den nødvendige behandling hullet i tanden har betydet for tanden +6, og dels nedbrydning af tandsubstansen som følge af funktion. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

I forhold til eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen, da Tryg ikke har mandat til at afgøre dette i forhold til lovens rækkevidde. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 17. december 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede af 30. august 2017 viser, at tanden +6 allerede forud for den udførte behandling var stærkt svækket. Tanden +6 mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge heraf og ikke som følge af den udførte behandling.

Det forhold, at man alligevel forsøgte at bevare tanden ved den udførte behandling, udgør ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.