Skip to content

3997/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Nuværende behov for behandling i form af rodbehandling. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Nuværende behov for behandling i form af rodbehandling. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der ifølge det oplyste var til behandling hos tandlægen sidste gang den 27. april 1992. Efterfølgende har patienten konsulteret andre tandlæger og den 16. marts 2015 var patienten hos en anden tandlæge, da hun ønskede en second opinion vedrørende forhold ved tænderne 5,4-. Den 3. august 2016 blev der lavet en statusundersøgelse, hvor der blev taget bite wings, som viste sunde forhold. Ved undersøgelse den 6. september 2017 blev der taget røntgenbillede af regio -7,8, som viste en indre opløsningsproces af den bagerste rod i tanden -7, mens tanden -8 var ikke frembrudt. Patienten blev derfor anbefalet en scanning for at vurdere behandlingsmulighederne. 

1. instans afgørelse:

I brev af 15. november 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der ikke er fremskaffet journalmateriale fra tandlægen, som derved kan dokumentere tilstanden for tanden -7 tilbage i 1992, hvor patienten var til sidste undersøgelse/ behandling hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet fra den 6. september 2016 viser, at den indre opløsning i den bageste rod -7 er markant. Med overvejende sandsynlighed er det stadig muligt at behandle tanden med en rodbehandling, hvorved opløsningsprocessen stopper.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret forholdene ved tanden -7 og dermed, at der er sket en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. november 2018.

Nævnet finder, at indhentet røntgenbillede fra 1987 viser, at der allerede på dette tidspunkt var en begyndende intern resorptions proces. Behandlingsbehovet på daværende tidspunkt ville have været en rodbehandling af tanden -7. Det betyder, at det nuværende behandlingsbehov med rodbehandling svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført. Der er således alene tale om udskudt behandling, hvilket ikke er en skade i lovens forstand.

Nævnet finder videre, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tanden -8 er årsagen til den interne resorption, idet en intern resorption starter indvendigt i tanden og ikke skyldes ydre påvirkning fra andre tænder.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.