Skip to content

4027/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der den 20. april 2015 fik taget røntgen af tanden +5. Det blev konstateret, at der var rodspidsbetændelse på tænderne +4,5. Desuden blev det noteret, at roden på tanden +4 måske var knækket på grund af en skrue. Der skulle derfor laves en behandlingsplan. Den 19. maj 2015 blev der igen taget røntgen og ifølge journalen ønskede patienten helst ikke behandling af tanden +4, da den havde været meget igennem. Patienten havde ingen symptomer fra tanden. Den 27. november 2015 blev der igen taget røntgen af tanden +5, som viste rodspids-betændelse ved +4,5. Patienten ønskede fortsat ikke behandling af +4. Der blev igen taget røntgen af tanden +5 den 21. februar 2017, som fortsat viste betændelse ved tænderne +4,5. Det blev aftalt, at tanden +4 skulle observeres, mens der blev indledt rodbehandling af tanden +5. Den 11. april 2017 blev der indledt rodbehandling af tanden +4 og igen taget røntgenbillede. Rodbehandlingen af tanden +4 blev afsluttet den 9. maj 2017 med røntgenbillede. Desuden blev det noteret, at tanden skulle behandles med en plastisk opbygning og krone. Den 15. maj 2017 blev tanden +4 udboret til stift og en titaniumstift blev cementeret i tanden. Desuden blev tanden forsynet med en plastopbygning og præpareret til krone. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 29. maj 2017. Ved kontrol den 9. juni 2019 blev der taget røntgen, som fandtes at vise pæne rodfyldninger og ingen tegn på betændelse. Det blev noteret, at patienten havde haft ømhed fra tandkødet og der blev foretaget tandrensning. Ifølge journalen fra den 14. juni 2017 var der smerter fra mellemrummet mellem tænderne +4,5. Ved kontrol den 19. juni 2017 blev det noteret, at der ikke var nogen fistel ved tanden, men arvæv efter en fistel, som havde været der, før rodbehandlingen blev indledt. Patienten henvendte sig den 30. august 2017 med smerter, som hun havde haft siden sidste kontrol. Det blev noteret, at der var mistanke om knækket rod på tanden +4. Desuden blev det noteret, at tandkødet var meget hævet, og at der var en dyb tandkødslomme på 7 mm samt betændelse herfra. Patienten blev informeret om, at tanden skulle fjernes, da en kirurgisk rodbehandling ikke var muligt på grund af en for kort rod. Desuden blev tanden vurderet som løs. Ifølge journalen fra den 13. september 2017 var tanden ikke bevaringsværdig, hvorfor der blev foreslået udtrækning af tanden og erstatning heraf med implantat. Den 11. oktober 2017 blev det noteret, at patienten gik med smerter og fortsat afventede svar. Den 19. marts 2018 blev det aftalt at lave en bro regio +3,4,5, selv om +5 havde en kort rod. Tanden +6 kunne ikke bruges, da der var dyb tandkødslomme ved tanden. Patienten blev informeret om, at løsningen ikke var optimal, og at der ikke var garanti for holdbarheden. Der blev herefter taget aftryk. Ifølge journalen fra den 1. oktober 2018 blev der sendt en mail til patienten om at tage kontakt inden for 1 måned med henblik på at få tid til at få lavet en bro i venstre overkæbe. Ellers ville sagen blive betragtet som afsluttet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til at få det lavet om, så hun kan blive smertefri samt godtgørelse for svie og smerte. 

1. instans afgørelse:

I brev af 5. april 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det i journalen den 20. april 2015 blev noteret, at roden måske var knækket. En knækket rod er en almindelig komplikation, når der er en stift eller skrue i tanden, og det at en rod knækker, udgør således i sig selv ikke en skade. Det er således en forventelig komplikation til sådan en behandling.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede af 27. november 2015 dokumenterer, at tanden +4 havde en knækket rod. Knoglen ses at være forsvundet, hvor skruen sidder.

Tryg fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at patienten mister tanden som følge af tandfrakturen og ikke som følge af rodbehandlingen af tanden. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. april 2019, men med en ændret begrundelse herfor.

Indledningsvis finder nævnet, at røntgenbilleder ikke dokumenterer, at der er sket en rodfraktur af tanden +4. Endvidere finder nævnet, at tanden +4 allerede i april 2015 fremstår som en svækket tand.

Nævnet finder herefter, at kronen på tanden +4 kan laves om under samme forudsætninger som forud den oprindelige kronebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgiften hertil.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den oprindelige udførte kronebehandling skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende overfor den tandlæge, der udførte behandlingen, idet nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved eventuel uenighed har De mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.