Skip to content

4082/19

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der den 16. juni 2015 fik konstateret en tandkødslomme på 9 mm ved tanden +7 med betændelse mellem rødderne. Det blev desuden noteret, at tandens prognose var tvivlsom. Der blev herefter foretaget tandrodsrensning på tanden +7 den 11. februar 2016, den 16. november 2016, den 2. marts 2017, den 12. juni 2017, den 9. oktober 2017 og igen den 8. marts 2018. Den 22. august 2018 blev det noteret, at tanden +7 skulle behandles yderligere. Desuden kunne kronebehandling af tanden ikke anbefales på grund af de dybe tandkødslommer og der blev herefter igen udført en tandrodsrensning. Ved undersøgelse den 19. september 2018 blev der taget røntgenbillede og tanden +7 blev trukket ud på grund af total betændelse. Den 30. oktober 2018 blev tanden +6 rodbehandlet på grund af rodspidsbetændelse. I forbindelse med udrensningen af den forreste kindvendende rodkanal knækkede der en rodfil i kanalen. Der blev herefter lagt en midlertidig fyldning samt taget røntgenbilleder. Patienten henvendte sig efterfølgende til en ny tandlæge, som den 6. november 2018 optog røntgenbilleder. Det blev herefter konstateret, at den midlertidig fyldning i tanden +6 var knækket, hvorfor fyldningen blev fjernet, og der blev konstateret en gennemgående revne i tanden. Tanden +6 blev derfor trukket ud samme dag.

 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. april 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at der i forbindelse med rodbehandlingen af tanden +6 knækkede en rodfil i den forreste kindvendende rodkanal.

Tryg fandt videre, at en knækket rodfil kan fungere som fuldgyldig rodfyldning. Det forhold, at en rodfil knækker, udgør derfor ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Såfremt den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden, er der tale om en behandlingsudløst skade.

Tryg fandt herefter, at røntgenbilledet af 20. november 2013 viser, at tanden +6 havde en gennemgående fyldning, og at tanden var svækket. Desuden viser røntgenbilledet af 19. september 2018, at tanden +6 havde omfattende rodspidsbetændelse med tab af tandbærende knogle mellem rødderne. Røntgenbillederne viser således, at tanden inden rodbehandlingen den 30. oktober 2018 fremstod med omfattende rodspidsbetændelse og tab af knogle.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbillederne af 6. november 2018 viser, at der var en revne i tanden, som løber fra den forreste flade og ind centralt i tanden, ligeledes at tandens tyggeknuder var aflastet ved beslibning.

Tryg fandt herefter, at den opståede revne i tanden +6 med overvejende sandsynlighed skyldes en uheldig belastning under tyggefunktion eller anden påvirkning, idet røntgenbillede af 6. november 2018 dokumenterer, at tanden var aflastet på tyggeknuderne i forbindelse med rodbehandlingen. Røntgenbilledet dokumenterer ligeledes, at der ikke blev presset for meget rodfyldningsmateriale ned i rodkanalen.

Tryg fandt således, at det forhold, at der knækkede en rodfil under rodbehandlingen, ikke er årsagen til betændelsen og fjernelse af tanden. Tanden var således allerede inden rodbehandlingen svækket som følge af grundlidelsen, betændelse med tab af tandbærende knogle samt revne i tanden.

Tryg fandt derfor, at den knækkede rodfil ikke er årsagen til betændelse og herefter fjernelse af tanden +6. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg fandt desuden, at journalen dokumenterer, at der ved undersøgelse den 15. juni 2015 blev registreret en fordybet tandkødslomme på tanden +7. Der blev på denne baggrund påbegyndt relevant parodontalbehandling med tandrodsrensning.

Tryg fandt videre, at tanden +7 på røntgenbillede af 19. september 2018 fremstod med tab af tandbærende knogle på 90% af den forreste flade, ligesom tanden havde omfattende parodontose.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at tanden +7 mistes, ikke kan henledes til mangelfuld behandling hos tandlægen, men skyldes tandens grundlidelse, paradontose. Det forhold, at der ikke er succes af en behandling, udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. april 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden +6 mistes som følge af grundlidelsen i form af en svækket tand og revnedannelse og ikke som følge af den knækkede rodfil.

Nævnet finder videre, at tanden +7 mistes som følge af grundlidelsen parodontitis og ikke som følge af mangelfuld diagnostik og behandling, idet der ses at være udført relevante tandrodsrensninger i perioden fra 2015 til 2018.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.