Skip to content

4062/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Behovet for behandling er en følge af grundlidelserne. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behovet for behandling er en følge af grundlidelserne. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig mand, der den 5. december 2012 fik behandlet tanden -7 med en plastfyldning. Desuden blev tanden -6 renboret på grund af dyb caries, og der blev herefter ilagt en midlertidig lindrende cement i tanden. Den 4. februar 2013 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig den 24. april 2018 på grund af smerter i venstre side af underkæben. Klinisk blev der fundet defekte fyldninger, som derfor blev fjernet. Det blev herefter noteret, at der var en revne i tanden -7 og caries i tænderne -6,7. Der blev taget røntgen, som viste opklaring ved tanden -7 med tæt relation til nerven. Der blev herefter ilagt midlertidige lindrende fyldninger i tænderne. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 26. april 2018, da han fortsat havde smerter. Fyldningen i tanden -6 blev fjernet, og der blev fundet en blottet nerve. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Efterfølgende henvendte patienten sig igen samme dag, da han nu ikke længere mærkede noget til tanden -6, men havde mange smerter i tanden -7. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden -7 samme dag. Efterfølgende blev rodbehandlingerne fortsat og den 18. maj 2018 blev rodbehandlingen af tanden -7 afsluttet med rod-og plastfyldning.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling inkl. krone samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. maj 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden -6 blev behandlet med renboring den 5. december 2012 på grund af hul. Der blev igen den 24. april 2018 noteret, at der var hul i tanden.

Tryg fandt herefter, at der har været grundlag for at rodbehandle tanden på grund af grundlidelsen hul og nervepåvirkning samt symptomerne. Da tanden længe har været svækket som følge af grundlidelsen, skulle tanden under alle omstændigheder også have været forsynet med en krone for at kunne bevares på lang sigt. Det forhold, at behandlingen kunne være udført på et tidligere tidspunkt, men først udføres nu, er ikke en skade i lovens forstand. Der er således alene tale om udskudt behandling.

Tryg fandt videre, at det den 25. april 2018 blev noteret, at tanden -7 havde en revne. Rodbehandling af tanden blev indledt på grund af nervedød.

I den forbindelse fandt Tryg, at revnen i tanden kan være årsagen til nervedøden i tanden. En revnet og rodbehandlet tand bør altid behandles med en krone for at undgå, at tanden på sigt knækker.

Tryg fandt derfor, at kronebehandling af tanden har årsag i grundlidelsen og ikke som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. maj 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder, da det blev forsøgt at lokalisere hvilken tand, der var smertegivende, før en eventuel rodbehandling.

Nævnet finder videre, at behovet for rodbehandling og kronebehandling af tænderne -6,7 er en følge af grundlidelserne i form af caries og revner og ikke en følge af den udførte behandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.