Skip to content

4096/19

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Brobehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 10. april 2015 overvejede en bro i regio 7- til 5-. Patienten blev derfor informeret om muligheden for en ekstensionsbro 7,6,5-, alternativt en konventionel bro 6,5,4-. Der blev herefter indledt brobehandling den 28. august 2015, hvor der blev præpareret samt taget aftryk til ekstensionsbro. I den forbindelse blev der taget røntgen, som fandtes at vise sunde apicale forhold. Den 11. september 2016 blev broen cementeret. Efterfølgende havde pt. hævelse ved regio 7,6- og der blev udført tandrodsrensning både ved 6- og ved 7- henholdsvis den 18. september og den 6. oktober 2015. Patienten henvendte sig igen den 27. december 2016 på grund af tabt bro. Det blev konstateret, at der var henfalden tandnerve ved 7- og der var derfor behov for rodbehandling, som blev indledt samme dag. Desuden blev der taget røntgen. Efter flere rodskylningsseancer blev tanden 7- rodfyldt den 31. januar 2017, hvor broen tillige blev recementeret. Den 15. juni 2018 henvendte patienten sig til en anden tandlæge på grund af tandkødsbetændelse ved broen. Der blev i den forbindelse konstateret total caries under broankeret ved 7-. Broen blev derfor fjernet, og det blev konstateret, at tanden 7- var stærk svækket på grund af caries og svækkede rødder efter rodbehandling. Tanden blev derfor fjernet samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til skadesudbedrende behandling, og det betyder 2 implantater og en ny krone. Desuden søges der for erstatning for udgifterne til fjernelse af tand og broled.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. juni 2019 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden 7- som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten fik monteret en bro i området ved tænderne 7,6,5- den 11. september 2015, og at rodbehandlingen af tanden 7- blev indledt på grund af henfalden tandnerve. Herudover blev der den 15. juni 2018 diagnosticeret et stort angreb af hul under broankeret ved tanden 7-, hvorfor denne blev fjernet.

Tryg fandt herefter, at en brobehandling med to bropiller og et ekstensionsled kræver, at resttandsubstansen har et sådant omfang, at der kan skabes den nødvendige retention og stabilitet.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af 27. december 2016 dokumenterer, at der var manglende resttandsubstans. Den manglende resttandsubstans har derfor med overvejende sandsynlighed medført, at broen gik tabt efter kort tids funktion.

Tryg fandt videre, at den manglende retention og stabilitet medførte, at broankeret 7- løsnede sig, og der udviklede hul under dette. Den erfarne specialist havde fremstillet en bro ved området ved tænderne 7,6,5- og påsat tanden 7- en enkelt krone. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået tabet af tanden 7- og følgerne heraf.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til udtrækning af tanden og erstatning med implantat. Hvis patienten ikke ønsker den mistede tand erstattet med implantat, kan der alternativt tilbydes en kompensation på 4.000 kr. for tab af tanden, idet tab af en tand ikke medfører varigt mén.

Tryg fandt herefter, at regningen på 1.722,69 kr. kan erstattes, da den omhandler fjernelse af tanden 7- og dermed er en følge af den anerkendte skade. Hertil kommer renter på 50 kr. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 17. juni 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Tryg, at tabet af 7- er en behandlerpåført skade.

Nævnet finder, at den behandling, der nu skal udføres til erstatning af tanden 5-, er en følge af grundlidelsen i form af manglende tand 5-. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne hertil, da der alene kan tilkendes erstatning for udgifter, der er en følge af den anerkendte skade.

Det forhold, at den resterende bro 6,5- eventuelt mistes, vil ikke udgøre en skade i lovens forstand, da broen kan omgøres på samme grundlag som oprindeligt. Der vil derfor ikke kunne tilkendes erstatning for en mistet bro. For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den oprindelige brobehandling, er det en sag mellem Dem og den tandlæge, der udførte brobehandlingen. Ved uenighed har De mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.