Skip to content

4113/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for nye implantatbehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for nye implantatbehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der den 5. november 2015 fik isat implantater i regio 3+3 med henblik på fastgørelse af den eksisterende helprotese. Den 15. december 2015 blev implantaterne derfor forsynet med tryklås-abutment, og den 16. december 2015 blev helprotesen tilpasset. Ifølge journalen fra den 29. april 2016 vippede helprotesen, og den 8. maj 2018 blev det noteret, at implantatet regio +3 var mistet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til et nyt implantat samt til ny tandknogle.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. juni 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten fik indsat implantater svarende til tænderne 3+3 den 5. november 2015. Implantaterne blev herefter forsynet med tryklås-abutment. Desuden blev det noteret den 8. maj 2018, at implantatet ved området ved tanden +3 var mistet.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, da implantatet er mistet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få indsat et nyt implantat i venstre side af overkæben, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt således, at det forhold, at patienten skal have foretaget implantat-behandlingen og montering af tryklås igen og behandlingen derved bliver dyrere, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling samt økonomisk tab udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. juni 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at implantatbehandlingen i regio 3+3 kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for de udførte implantat-behandlinger skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende overfor den tandlæge, der udførte behandlingen, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. Ved uenighed har De mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager.