Skip to content

4063/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling har ikke medført en skade. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling har ikke medført en skade. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der i perioden fra den 29. marts 2005 til den 31. maj 2006 modtog tandreguleringsbehandling hos tandlægen. I den forbindelse blev der den 31. maj 2006 påmonteret en retentionstråd på bagsiden af fortænderne i såvel overkæben som i underkæben. Efterfølgende blev der foretaget korrektioner af retentionstråden den 5. januar, den 21. maj, den 24. september og den 10. december 2007. Den 14. maj 2008 blev patienten afsluttet fra yderligere behandling ved tandlægen. Patienten henvendte sig igen den 19. februar 2018, da der var opstået en fejlstilling af underkæbefortanden 2- samt hjørnetanden 3-. Der blev i den forbindelse noteret beskadigelse af tandkødet. I den forbindelse blev der igangsat et udredningsforløb med henblik på planlægning af genbehandling, og det blev vurderet, at tanden 2- ikke længere var bevaringsværdig. Der planlægges derfor udtagning af tanden 2- samt efterfølgende tandreguleringsbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. maj 2019 traf Tryg afgørelse om, at sagen ikke kan behandles, da patientens erstatningskrav er forældet i henhold til lov om patientforsikring § 19, stk. 1.

Tryg fandt, at den anmeldte tandskade er sket den 31 maj 2006, hvor holdetråden i underkæbefortanden blev monteret, og senest den 10. december 2007, hvor sidste korrektion af holdetråden blev foretaget af tandlægen. Patientens anmeldelse er modtaget af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg den 19. februar 2018.

Tryg fandt derfor, at skaden er sket mere end 10 år før, patienten søgte erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/Tryg. Den 10-årige forældelsesfrist er en absolut frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor skaden er sket. Der kan ikke ses bort fra den 10-årige forældelsesfrist, selv om patienten eventuelt først har fået kendskab til skaden senere i forløbet, eller selv om der først opstår symptomer på en skade 10 år efter skadetidspunktet.

Tryg kan derfor ikke behandle sagen vedrørende fejlmonteret holdetråd.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. maj 2019.

Nævnet finder, at behandlingen foretaget inden den 19. februar 2008 ikke kan vurderes, da denne behandling er sket mere end 10 år, før patienten søgte erstatning ved anmeldelse af 19. februar 2018. Et eventuelt erstatningskrav som følge af denne behandling er derfor forældet jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 2.  

Nævnet kan således alene tage stilling til behandlingen hos Specialtandlægerne foretaget fra den 19. februar 2008 og frem. Nævnet finder, at den afsluttende behandling den 14. maj 2008 ikke har medført en skade i lovens forstand, idet der ikke ses at være grundlag for at foretage yderligere/anden behandling på daværende tidspunkt.

Hvis patienten ønsker, at der skal tages stilling til, om der eventuelt er sket en skade i henhold til loven ved den efterfølgende reparation af fiksering hos tandlægerne, bedes patienten venligst indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning med anførelse af denne tandlæge, som skadevolder.