4083/19

Beskrivelse:

Protesebehandling og eventuel nyt behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig kvinde, der den 28. oktober 2015 havde gener ved broen regio 6+ til 3+. Broen sad løs ved 3+, og der var pocher ved 3+ på 12 mm., mens der var poche på 5 mm ved 6+. Der blev taget røntgen, som syntes at tyde på en rodfraktur eller revne i roden på 3+. Der blev herefter aftalt deling af broen ved 6+, udtrækning af tænderne 3+ og +4 samt en delprotese. Den 9. november 2015 blev tanden 3+ fjernet under diagnosen rodfraktur. Desuden blev +4 fjernet, og der blev isat en delprotese i akryl. Efterfølgende blev protesen korrigeret flere gange samt tilpasset ved en omstilling den 10. februar 2016. Hos anden tandlæge blev der noteret den 5. april 2016, at patienten havde mange smerter i ganen ved brug af protesen, og patienten blev anbefalet behandling med en ny delprotese med et støbt metalstel. Det blev herefter aftalt, at patienten skulle kontakte egen tandlæge. Desuden blev der dagen efter sendt en kopi af journalen til den behandlende tandlæge om at indkalde patienten til behandling. Der blev herefter taget aftryk til en ny og mindre protese hos den behandlende tandlæge den 20. juni 2016, som blev udleveret til patienten den 14. juli 2016. Samme dag blev det konstateret, at patienten havde en svampeinfektion, som egen læge havde ordineret Fluconazol for. Den 10. november 2016 blev patienten set hos anden tandlæge for en opstramning af bøjlen på protesen. Det blev noteret, at patienten var ked af protesen og ikke kunne benytte den, da hun følte, at den skred på underlaget. Det blev derfor anbefalet at fremstille en ny protese med stel. Patienten fik derfor udleveret en ny protese med en reduceret gane og med et metalstel den 5. december 2016. Ved en konsultation den 25. april 2017 blev der noteret udslæt i ganen, og der var mistanke om en opblussen af slimhindelidelsen lichen planus og/eller en allergisk reaktion af protesematerialet. Det blev aftalt, at patienten skulle kontakte en hudlæge, og at tandlægen ville undersøge mulighederne for udredning for allergi. Den 11. maj 2017 havde patienten stadig rødme i ganen og kunne ikke anvende protesen. Patienten blev anbefalet at lægge protesen i vand i flere timer i forhold til en eventuel allergi overfor akryl i protesen. Desuden blev det anbefalet, at patienten blev udredt for hvilke stoffer, hun var allergisk overfor. Efter udredningen fik patienten konstateret allergi og blev derfor anbefalet en protese uden plast. Den 8. januar 2018 blev det noteret, at patienten ikke havde brugt protesen og at hendes gener i ganen var i bedring. Desuden oplyste patienten, at hun havde fået konstateret allergi over for proteseplasten, og at hun havde lichen planus i hele overmunden. Patienten havde derfor brug for en behandlingspause, hvorfor der ikke blev foretaget yderligere i forhold til protesen. Efterfølgende har anden tandlæge udarbejdet et behandlingsoverslag på udgifterne til rekonstruktion af tandsættet med implantater.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for de betalte regninger/ delproteser.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. marts 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten allerede den 13. maj 2013 fik diagnosticeret slimhindelidelsen, lichen planus. De gener, patienten har som følge af lidelsen, er gener som følge af en grundlidelse, der er uden sammenhæng med protesebehandlingen hos tandlægen. Desuden blev patienten allerede i 2014 opfordret til at opsøge en hudlæge med henblik på en nærmere udredning.

Tryg fandt herefter ud fra de foreliggende oplysninger, at tandlægens protesebehandling med overvejende sandsynlighed ikke har ført til en videreudvikling af patientens grundlidelse med flere komplikationer og/eller ringere grad af mulighed for helbredelse.

Tryg fandt videre, at det forhold, at patienten har allergi overfor proteseplastmaterialet ikke skyldes forhold, der kan henføres til behandlingen hos tandlægen. I den forbindelse oplyses det, at det er sjældent, der opstår allergi overfor plastproteser. Yderligere havde patienten desuden allerede slimhindeirritation fra grundlidelsen, lichen planus. Behandlingerne med steroid creme, svampemiddel og eventuelle tryksår og/eller allergieffekten fra protesen har alle været medvirkende til, at det har været vanskeligt at stille en korrekt diagnose.

I den forbindelse fandt Tryg, at generne er forsøgt afhjulpet ved forskellige protese-behandlinger for så vidt angår form og materiale, men havde ikke den forventede virkning. Patientens allergidiagnose er dermed stillet sent i forløbet, men det vurderes, at den udskudte diagnose ikke skyldes forhold ved behandlingen hos tandlægen og der er dermed ikke sket en behandlingsskade i forhold til behandlingen hos tandlægen. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Hvorvidt proteserne har levet op til forventningerne er en sag mellem patienten og den tandlæge, der har fremstillet proteserne. Ved uenighed har patienten mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager, hvilket patienten ifølge anmeldelsen allerede har gjort. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. marts 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at behandlingen med proteser har været bedst mulig under de givne omstændigheder, idet tandlægen ikke var bekendt med patientens allergi over for plast. Det forhold, at patienten har allergi over for proteseplastmaterialet, skyldes derfor grundlæggende forhold ved patienten selv og ikke den udførte protesebehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.