4101/19

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der ifølge journalen var den 19. maj 2014 havde knækket tanden 1-. I den forbindelse blev der taget et røntgenbillede. Den 25. august 2014 blev det konstateret, at roden på tanden 1- var revnet. Tanden blev derfor trukket ud samme dag. Der blev herefter isat et implantat med en diameter på 4,00 mm og en længde på 11 mm. Det blev noteret, at der manglede 5 mm. knogle på ydersiden svarende til brudstedet på den fjernede 1-, og der blev derfor foretaget en knogleopbygning for at undgå, at slimhinden hæftede sig til implantatoverfladen. I den forbindelse blev tandkødslommens inderside løsnet og knoglemassen blev pakket rundt om implantatet. Slutteligt blev der taget kontrolrøntgen. Den 10. december 2014 blev der taget røntgen og konstateret fin heling af implantatet. Der blev derfor cementeret en krone på implantatet den 5. januar 2015. Den 1. december 2017 blev der taget klinisk foto af implantatet. Ifølge journalen fra den 18. december 2017 havde tandkødet trukket sig 3-4 mm. tilbage og blotlagt implantatoverfladen. Desuden viste røntgen tab af knogle omkring implantatet.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. maj 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Tryg fandt, at røntgenbillede fra den 25. august 2014 viser implantatet med en diameter, som overskrider hensynet til nabotænder, idet der pladsmæssigt skal levnes 1,5 til 2 mm sund knogle mellem implantat og nabotænder. Selve slimhindedefekten med blottet implantat ses på fotoet. Det skyldes en yderlig placering i en spinkel og defekt knoglekam og manglende ubevægelig slimhinde og dermed var implantatet placeret i en defekt knoglekam, som burde være gjort intakt før isættelsen ved behandling med knogleopbygning.

Tryg fandt dermed, at den bedst mulige behandling vil være at fjerne implantatet, foretage den nødvendige knogle- og blødvævsopbygning og isætte et nyt implantat.

Tryg fandt således, at der ikke er sket en skade, da selve fjernelsen af implantatet og isættelse af et nyt og foretagelse af knogleopbygning i sig selv ikke er en skade, som er dækket af loven. Det betyder, at patienten kan få foretaget indgrebet igen, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatnings-berettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. maj 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at implantatbehandlingen kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige implantatbehandling, inklusiv knogleopbygning, som der ligeledes blev foretaget på daværende tidspunkt. Det forhold, at en behandling ikke er lykkedes og skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling skal nævnet henvise patienten til at gøre patientens krav gældende over for tandlægen, der udførte behandlingen, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager. Nævnet bemærker, at det fremgår af Styrelsens hjemmeside, at der gælder en klagefrist på 2 år, regnet fra det tidspunkt, hvor man er blevet eller burde være blevet bekendt med det forhold, man klager over. Desuden findes en absolut forældelsesfrist på 5 år regnet fra den dag, hvor forholdet, man klager over, fandt sted, til den dag, man indsender sin klage.